Terrorkrigen efter London

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 15, 2005

Terrorangrebene mod metroen og busserne i London med mere end 50 dræbte og hundreder af sårede og de dødbringende bomber mod turisthotellerne i Sharm-al-sheikh har genindsat 'krigen mod terror' på den politiske dagsorden. De eksplosioner, der rystede London den 7. juli, lagde alt andet i mediernes mølposer.

Gemt og glemt var G8-topmødet i Gleneagles i Skotland og den kvarte million mennesker, der var på gaden i protest mod det og de store protester mod Bush's besøg i Danmark på vejen dertil. Hvad var resultatet af det på forhånd så stærkt eksponerede møde mellem verdens store imperialistmagter? Blev fattigdom til historie? Fik Afrika hjælp? Blev klimaet reddet? Blev krigen i Irak med dens permanente terror og ødelæggelse af et helt land bragt nærmere mod afslutning?

Ingen ville vide om det var tilfældet (hvad det selvfølgelig ikke er), fordi terroren tog sit vigtigste våben i brug: frygten, den kollektive panik, som får alt andet til at blegne.

Frygten er et mægtigt våben i hænderne på reaktionære politikere. Når sidemanden i S-toget er potentiel terrorist og enhver indkøbspose pludselig kan springe i luften, er der ingen grænser for de uhyrligheder, der kan begås af de herskende og deres magtapparat i terrorbekæmpelsens navn. At en totalt uskyldig brasiliansk elektriker blev likvideret af civilklædt specialpoliti på en undergrundsstation i London accepteres uden protest. Offentlige henrettelser uden retssag eller dom er vendt tilbage til de 'civiliserede' lande. Politiet skal skyde for at dræbe 'terroristerne'.

Det var frygten og fascisternes løfter om at skabe sikkerhed og lov og orden, der var en hoveddrivkraft for Hitlers succes i 30'ernes Tyskland. Terrorfrygten er det vigtigste redskab for reaktionen til at få opbakning til imperialistiske røverkrige og forvandlingen af borgerlige demokratier til topbefæstede politistater.

Der er ingen som helst tvivl om, at terroren i New York 11. september 2001, i Madrid eller London tjener reaktionens og krigspolitikerne. Denne 'stykvise' terror, som sigter på at skabe maksimal skade på civile, maksimalt kaos og frygt, kommer hver gang så at sige som bestilt af dem. Bush, Blair og Fogh og de andre krigsherrer var i alvorlige vanskeligheder op til G8-topmødet. Med et klart og vredt flertal i deres befolkninger mod sig i forhold til krigsførelsen i Irak. Terrorbomberne får med et slag vendt op og ned på situationen: Disse krigsforbrydere, som selv har hidkaldt terroren, får mulighed for at optræde som nationens frelser og får fornyet deres løgnagtige, flossede og nedslidte begrundelser for aggressionskrigene og udsendelsen af soldaterne.

Det er Anders Fogh og hans krigsforbryderregering, der har gjort Danmark til terrormål og gjort massefrygten for et angreb på københavnske stationer, busser eller metro nærværende og reel. Truslen kommer af den følgagtige danske deltagelse i Bush's 'krig mod terror' i Afghanistan og Irak, som igen er en fortsættelse af den traditionelle følgagtighed og støtte til den amerikanske imperialismes strategi tilbage til Den kolde krig og perioden med 'Den ny verdensorden' efter murens fald. Frygten virker lammende og får folk til at acceptere politistatsmetoder, som tilsidesætter alle demokratiske rettigheder og humanitære principper – tortur, likvideringer af uskyldige, systematisk undertrykkelse af den politiske protest.

Denne frygt har ramt bredt og fået en stor del af den danske venstrefløj til at tabe hovedet og miste evnen til at tænke og handle klart. Enhedslisten f.eks. skyndte sig efter bomberne i London at slutte borgfred med den danske regering og demonstrere 'mod terrorisme' sammen med en repræsentant.for den (Troels Lund Poulsen, Venstre) Hvis man tror, man kan 'bekæmpe terror' sammen med krigsforbrydere, statsterrorister og de ansvarlige for terrortruslen, er man uhjælpeligt politisk fortabt …

Vi ved ikke hvem de spøgelsesagtige bagmænd for 'den internationale terrorisme' er. De kaldes Al Qaeda og 'islamiske fundamentalister'. Vi ved at denne bombestrategi mod civile tjener reaktionens og krigsforbrydernes interesser. Vi ved at Al Qaeda opstod under CIAs auspicier. Vi ved at diverse aktive efterretningstjenester eller dele af disse samt egentlige fascistiske grupperinger historisk og i dag anvender terror mod civile som redskab for at skabe frygt og kaos og gennemføre deres mål. Terror er både bomber og massebedrag.

Netavisen 6. august 2005