Stormagterne og unionen

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 13, 2005

Sammenbruddet for EU-topmødet i Bruxelles i sidste uge blev modtaget med skadefryd i Washington, hvor krisen for Den europæiske Union og dens nedfrosne forfatning ikke kommer helt ubelejligt. Hvad der særligt har fået smilene frem er den åbenlyse svækkelse af den fransk-tyske akse - selve hoveddrivkraften i opbygningen af unionen som 'Europas Forenede Stater', en ny potentiel supermagtskonkurrent. Chirac er hårdt ramt af de franske arbejderes NON og den tyske kansler Schröder er fokuseret på et valg til efteråret efter en række katastrofale delstatsvalg for hans socialdemokrater.

Den fransk-tyske akse er groggy og ude af stand til at tage større politiske initiativer i en længere periode – og Bush's 'mest trofaste allierede' Tony Blair vil være EU-formand i det kommende halve år. Oppositionen fra Frankrig og Tyskland mod Bush's Irak-krig er for længst forstummet og afløst af et 'samarbejde' om 'genopbygningen af et demokratisk Irak'.

Bush kan imødese ringe modstand fra sine potentielle rivaler, når han går videre med den amerikanske globale dagsorden, der ikke mindst fokuserer på olien i Mellemøsten og Kaukasus-området. Og Bush har ikke i sinde at slække på tempoet, tværtimod.


Sidste år vedtog de imperialistiske stormagter på G8-topmødet i USA den amerikanske plan for 'demokratisering' af landene i Mellemøsten, Nordafrika og Kaukasus. Når denne imperialistiske klub mødes igen i Skotland i juli vil de kunne konstatere, at USA har haft gang i de 'demokratiske revolutioner' - f.eks. 'cedertræsrevolutionen' i Libanon, 'tulipanrevolutionen' i Kirgisistan og 'orangerevolutionen' i Ukraine.
Deres forløb er forstemmende ensartet, hvad der ikke er så underligt: Det er det samme amerikanske reklamebureau, de samme NGO'er og dækorganisationer, der står bag dem, døber dem og forsyner dem med logo'er, pressedækning og kapital til at indsætte proamerikanske regimer.

Disse 'revolutioners' blodårer er råolie.
Den 25. maj åbnede præsidenterne fra Azerbaijan, Kasakhstan, Georgien og Tyrkiet den ny Baku-Tblisi-Ceyhan-olierørledning, der vil transportere olien fra de rige felter i Det kaspiske Hav til Middelhavet og de vestlige markeder. Den vil med tiden levere en million tønder råolie om dagen. Tyrkiet kommer derved i en nøglerolle som leverandør af kaspisk olie til Vesten, ikke mindst til USA. Hele projektet er amerikansk - med Tyrkiet som afgørende medspiller.

Det er en større sejr for den amerikanske imperialismes geopolitiske strategi – vundet ikke mindst på bekostning af det tidligere Sovjetunionen og det nuværende Rusland.
Tyrkiet har en central geopolitisk placering – og Tyrkiet er USA's, og USA skubber på (også via Tony Blair) for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union, uanset den udbredte skepsis over for dets medlemskab, der har mange og forskelligartede årsager.

USA ønsker et EU som et stort og givtigt frihandelsområde for monopolerne, også de amerikanske, men vender sig stærkt imod EU's selvstændige politiske, militære og også visse økonomiske projekter, der blot i mindste grad udfordrer den amerikanske supermagts dominans.
Opsplitningen af det tidligere Sovjetunionen samt hele Mellemøsten i styrede, dikterede og manipulerede småstater er et led i USA's 'del-og-hersk-politik', som sælges som en 'demokratisk revolution' af hele området.


Der foregår med andre ord ikke bare en kamp i 'Europa', men også en stormagtskamp om 'Europa', om Unionen og dens fremtid, om dens tilstødende områder, ja om hvert eneste land. Den amerikanske hånd er med i det hele – også når USA fornemt holder sig udenfor debatten om unionen eller dens skibbrudne forfatning.

Alle disse spørgsmål vil med garanti ikke blive belyst, når danskerne nu skal bruge Unionens 'tænkepause' til en debat om Danmarks forhold til den, sådan som de allierede Ja-partier fra VK-regeringen til Radikale, socialdemokrater og folkesocialister nu er blevet enige om efter aflysningen af folkeafstemningen. Nu skal 'EU-debatten sparkes i gang', forkynder de. De var ikke interesseret i en debat op til den aflyste folkeafstemning, men ville tromle et ja igennem – og de har ikke ændret sig.

Men en virkelig folkelig debat må gennemføres nedefra, af modstanderne af monopolernes EU, af modstanderne af det imperialistiske stormagtsspil – af dem, som hverken er købt eller betalt af kapitalinteresser, men kan fortælle sandheden om magthaverne og magtens interesser – og om arbejdernes og folkenes modsatte interesser.

'Imperialismen er rådnende, døende og snyltende kapitalisme' , sagde Lenin, der også konkludere at Europas Forenede Stater under kapitalistiske betingelser ville være enten en 'utopi' eller 'reaktionært'.
USA eller unionens stormagter har ingen fremtidsløsninger: Kun kurs mod nye katastrofer.

Netavisen 23. juni 2005