Efter EU-topmødet og nedfrysningen af forfatningen
Af Klaus Riis
Det er altid meget rart at se sine politiske forudsigelser bekræftet. Dagen før den hollandske afstemning skrev jeg:
Statsledernes og politikernes reaktion på det franske Nej var forhåndsafstemt: Ratifikationsrocessen og afstemningerne skulle fortsætte, lød det enstemmigt fra kommissionen og regeringslederne i samtlige unionslande: 'Skaden' skal begrænses og det franske Nej til den fælles unionsforfatning gøres til et rent fransk problem. Det bliver svært, for sagen er, at hollænderne sandsynligvis i morgen også siger Nej og at udsigterne til et senere britisk Nej er overvældende.
Sandsynligvis begynder en vis politisk realisme at indfinde sig efter den hollandske afstemning. Realiteten er, at unionsforfatningen er stendød, og at ratifikations- og afstemningsprocessen sikkert vil blive indstillet i stedet for at køre videre i et blindspor uden realitet i det næste par år.
Anders Fogh Rasmussen, Jelved og Thorning Schmidt kommer efter alle solemærker at dømme til at skifte mening og aflyse afstemningen den 27. september, når Blair aflyser den engelske.
Se
Botanik omkring en død forfatning
Netudgaven 31. maj 2004
Det kom til at passe. Et par dramatiske uger for unionen senere er unionsforfatningen lagt i fryseboks, ratifikationsprocessen udsat med foreløbig et år, og de planlagte folkeafstemninger i Danmark, Portugal, Storbritannien, Tjekkiet og Irland er 'udsat'. I Luxemburg og Polen skal parlamenterne tage stilling til om de bebudede afstemninger skal gennemføres. Også ratifikationsprocessen i parlamenterne i lande, hvor man ikke har vovet at sende forfatningen til folkeafstemning, er gået i stå.
Ramt af realiteter
Den nødtvungne realisme, der efter flere ugers taktfast afvisning af at aflyse afstemningen har indfundet sig hos de nedtrykte ja-politikere, har to komponenter: Frygten for et Nej i Danmark og andre lande, hvor traktaten skulle til folkeafstemning og en dæmrende erkendelse af dybden af modsætningerne mellem unionens magthavere, som er blevet plastisk udstillet under det topmøde, som alle de danske ja-politikere henviste til som øverste myndighed og beslutningstager for danske forhold. Det skulle have 'reddet' situationen udvist 'lederskab' og enhed, men endte i en ynkelig fiasko, med splittelse og dyb uenighed.
Respekt for det franske og hollandske folks nej eller respekt for de nuværende regler for unionen, som siger at hvis blot et enkelt land siger Nej falder hele traktaten, indgår derimod ikke som en komponent i unionspolitikernes nyvundne realisme.
Anders Fogh Rasmussen erklærer tværtimod, at han ikke på nogen måder lægger op til at ændre i traktaten: 'Det er en god traktat', siger han.
Det er en stendød traktat. En 'tænkepause' på foreløbig et år, der skal bruges til at få unionsborgerne til at elske traktaten og få franskmændene og hollænderne til at stemme ja (med diverse forbehold) efter den danske Maastricht-model, er en dødfødt plan uden realitet. En afværgemanøvre simpelthen. Danskerne kommer ikke til at stemme om det nuværende forfatningsforslag.
Men 'nedfrysningen' er også en antidemokratisk svinestreg. Topmødet både unionens statsledere og EU-kommissionen tilsidesatte unionens egne love og det franske og hollandske nej ved ikke at erklære traktaten for død, og i stedet ville genoplive den på et mere opportunt tidspunkt efter en fornyet og intens propagandakampagne, der skal imødegå den kraftige og voksende folkelige modstand i alle unionslandene efter de to Nej'er.
Hvis unionsforfatningen ikke er død og ikke skal laves om, hvorfor så ikke lade folkeafstemningerne gå videre? Der er kun én grund, og den stinker: frygten for endnu flere Nej'er.
Videre på det nyliberale spor
Krisen i EU afslører den skarpe modsætning mellem 'supermagtsbyggerne' med den fransk-tyske alliance som kerne og dem, som først og fremmest ser EU som et økonomisk frihandelsområde for monopolerne med Blair som hovedeksponent. På internationalt plan er dette også en modsætning mellem Kerne-EU og USA. Danmark under Fogh Rasmussen er mest til Blair
Det er Blair og UK, som overtager formandskabet i unionen fra 1. juli. Der er lagt op til en dagsorden, der følger Blairs prioriteringer: styrkelse af 'terrorbekæmpelse', øget politisamarbejde og turbo på nyliberale økonomiske reformer af den type, der allerede er gennemført i Storbritannien til glæde for monopolernes profitter. Det er sådan noget som gennemførelsen af det berygtede Bolkestein-direktiv (service-direktivet), vedtagelse af giftmonopolernes 'kemikalie-direktiv' samt nye liberaliseringer inden for finanssektoren.
Det er med andre ord en fortsættelse af det nyliberale spor, som arbejderne i unionen og ikke mindst de franske har vendt sig så kraftigt imod.
For det er netop pointen ved arbejderklassens Nej til forfatningen: det er en afvisning både af den nyliberale supermagt EU og den nyliberale Union i det hele taget. Det er ikke et mod Chirac-Schröder og for Blair eller omvendt. Det er et dobbelt Nej.
Samtidig satser Blair (og USA) kraftigt på at udvide EU yderligere - ikke mindst med Tyrkiet. Fra topmødet var meldingen at optagelsesforhandlingerne fortsætter som planlagt, selvom både østudvidelsen med de mange nye lande og den planlagte udvidelse med Tyrkiet også indgår stærkt i de folkelige Nej'er også i arbejderklassens Nej til den nyliberale økonomiske gigant med tilspidset konkurrence mellem unionens arbejdere indbyrdes..
Unionsmodstanden må handle
Unionsmodstanden i Danmark og over det hele må kende sin besøgelsestid: Der er brug for en nyliberal reformpause og for at forfatningen skrottes endeligt. Unionsmodstanden må handle i hvert enkelt land og i stadig højere grad handle koordineret på unionsplan mod gennemførelsen af alle større nyliberale 'reformer' eller tiltag.
Der er i Danmark ikke mindst brug for at udvikle en platform for at konsolidere og styrke de kommende års kampgrundlag for at gå op mod de allerede gennemførte og de planlagte nyliberale reformer og for at gøre protesten mod superstat og supermagt EU endnu mere udbygget og omfattende.
Vi står med den barokke situation, at det tredje danske Nej til en unionstraktat ikke bliver fastslået ved en folkeafstemning, men blev afgjort andetsteds af det franske NON og dets følger.
Unionstilhængerne ser deres interesse i, at debatten om den nyliberale union og dens uheldige forfatning dør hen, indtil de har fundet en ny konstruktion, de vil sælge.
Unionsmodstanden må gøre det modsatte: arbejde for at udvide den bevidste modstand mod det nyliberale og militaristiske projekt, ikke set isoleret, men også i sammenhæng med nyliberalismens og imperialismens globale offensiv, som har USA-imperialismen i spidsen. Den må udvikle nye kampformer og organisatoriske initiativer til at udfolde modstanden på masseplan først og fremmest må arbejderklassens modstand og fagbevægelsens modstand mod de nyliberale reformer for alvor komme op at stå.
Samtidig består der en indlysende nødvendighed i at udvikle en internationalt koordineret modstand fra unionens arbejdere, på basis af det progressive og internationalistiske Nej. Situationen har aldrig været bedre for det.
Netavisen 17. juni 2005