Af
Klaus Riis
Kommunistisk Politik 21, 2004
Religionen
skifter form, tilpasser sig. 'Gud' er ikke bare skabt i menneskets billede - men
også i forskellige folk og klassers billede.
Et gammelt jiddisk ordsprog
siger: "Hvis trekanter havde en Gud, ville han have tre sider".
1.
Den
tyske oplysningslitterat Melchior Grimm sagde, at det var 'den dristigste og
skrækkeligste bog, der nogensinde har set dagens lys nogetsteds i verden'.
Bogen,
han talte om, var den franske materialistiske filosof Paul-Henri Holbachs i 1769
anonymt udgivne 'Le Christianisme dévoilè' - 'Kristendommen afsløret'.
Kritikken af religionen var i fuld gang blandt oplysningstidens mænd.
De blev jagtet af den rasende reaktion, fængsling var nærmest en mild
straf. Religionen var tæt forbundet med feudalismen, og den franske ateisme
var en forberedelse af den borgerlige revolution, som var på vej.
Før
Holbach havde ingen sagt det så kontant:
'Kristendommen har aldrig
været andet, set med den sunde fornufts øjne, end en samling absurditeter,
usammenhængende skrøner, forrykte dogmer, barnlige ceremonier, lånte
forestillinger fra kaldæerne, ægypterne, fønikierne, grækerne
og romerne … dette religiøse system er ikke andet end det vanskabte
produkt af næsten al gammel overtro, affødt af orientalsk fanatisme,
og på forskellig vis modificeret efter omstændighederne …'
Naturvidenskabsmanden
Holbach lagde heller ikke fingrene imellem, da han i samme bog beskrev religionens
sociale funktion:
"Religion er kunsten at bedøve menneskene
med sværmeri, for at forhindre dem i at befatte sig med de elendigheder,
som de overlæsses med fra dem, der regerer over dem. Ved hjælp af
de usynlige magter, som man truer dem med, tvinger man dem til stiltiende at udholde
den nød, som de synlige magter pålægger dem; man lader dem
håbe, at de vil blive lykkeligere i en anden verden, når de derved
affinder sig med at være ulykkelige i denne verden."
Den
konsekvente Holbach og hans skole af filosoffer og naturvidenskabsfolk benægtede
eksistensen af en skaber som den yderste årsag, og insisterede på
at forklare verden ud fra den selv.
Holbach gik ud fra verdens materielle
enhed: Naturen er ikke opstået af en årsag uden for sig selv. Den
er ikke blevet til, men har eksisteret evigt. Teorien om skabelse ud af intet
var efter Holbachs mening ikke andet end en tom frase, der aldrig kunne bevises.
Datidens
naturvidenskab og deres statiske (metafysiske) materialisme var imidlertid ikke
i stand til at trænge så dybt ind i materien, som de efterfølgende
århundreder har kunnet og givet naturvidenskabelige svar på universets
og materiens væsen og udvikling.
De franske materialister nåede
alligevel langt: de rystede den gamle feudale ideologi, vendte opmærksomheden
mod denne verdens elendighed, befriede den videnskabelige tænkning for religionens
sidste snærende bånd og banede vejen for de dengang revolutionære,
borgerlige-demokratiske ideer (som ideen om menneskerettighederne).
Men
mens Holbach og de franske materialister kunne forstå religionens sociale
funktion: som en trøst for de fattige og lidende (som folkets opium) og
som et redskab i de herskendes hænder (som opium tilberedt for folket),
kunne de ikke gennemskue dens dybeste årsager: de så det religiøse
bedrag og selvbedrag som fejltagelser i tænkningen, bevidste eller påførte.
2.
Det er en af historiens mange barske slag mod 'den sunde
fornuft', at på højdepunktet af den store borgerlige revolution,
i jakobinertiden, henrettede man borgerlige ateister. Efter at den feudale kirke
som centrum for kontrarevolutionen var knust, måtte Robespierre indføre
en ny religion, en ny kult, forestillingen om 'et højeste væsen'.
For den borgerlige revolutions bærende lag, bønderne, var ikke
ateistiske og kunne ikke give slip på religionen. Det var nødvendigt
for at redde revolutionen selv, for den borgerlige revolution kunne ikke angribe
religionens sociale rødder - at produktionsmidlerne står over for
menneskene som en uforståelig, fremmed magt.
Kun når menneskene
gør sig til herre over produktionen og produktionsmidlerne og skaber nye
produktionsforhold vil 'den sidste fremmede magt, der endnu genspejler sig
i religionen, forsvinde', som Engels sagde: 'og dermed vil også den
religiøse genspejling selv forsvinde, af den enkle grund, at der da ikke
er mere at genspejle'.
Den borgerlige revolution afskaffede således
de feudale betingelser, som førte masserne til religionen, men skabte samtidig
forudsætningerne for, at religionen kunne leve videre i det kapitalistiske
samfund.
Karl Marx indleder sin 'Kritik af den hegelske retsfilosofi' (1843-44)
med følgende konstatering:
"For Tysklands vedkommende er kritikken
af religionen i det væsentlige tilendebragt, og kritikken af religionen
er forudsætningen for al kritik" - for derefter at konstatere, at den
tyske nutid var en anakronisme: 'Hvis jeg fornægter de tyske tilstande i
1843, står jeg, efter fransk tidsregning, ikke engang helt i 1789, langt
mindre i nutidens brændpunkt.'
I Danmark skulle religionskritikken
- som må blive en kritik af den herskende (klasses) politik - først
til at begynde. Der skulle gå endnu det meste af et årti, før
den unge Frederik Dreier udgav et sit strålende arbejde 'Åndetroen
og den fri tænkning' (1852), med inspiration fra de franske materialister
og de tyske og franske socialister og kommunister.
3.
Den
borgerlig-demokratiske revolution stræber efter en ateistisk stat, eller
måske bedre: en religionsfri stat, en fristat, hvor kirke og stat er adskilt.
Det vil sige et samfund med to sfærer: den samfundsmæssige og den
private, hvor religionen henvises til den private sfære. Under kapitalismen
er den samfundsmæssige (statslige, offentlige, fælles) sfære
begrænset, mens den private med alle dens institutioner på forskellige
områder er omfattende, men også atomiseret. Alt uden for det snævre
statsområde er privatsfære - indbefattet produktionen og det (meste
af) det åndelige liv.
"Den politiske frigørelse af
jøden, af den kristne, i det hele taget af det religiøse menneske,
er statens frigørelse fra jødedommen, fra kristendommen, i det hele
taget fra religionen. I sin form, på den måde som er dens væsen
egen, som stat frigør staten sig fra religionen ved at frigøre sig
fra statsreligionen, dvs. ved at staten som stat ikke bekender sig til nogen religion,
men til sig selv som stat," siger Marx (i 1843) og fortsætter:
"Grænsen
for den politiske frigørelse ser man allerede i den kendsgerning, at staten
kan frigøre sig for en skranke uden at mennesket virkelig er befriet fra
den, at staten kan være en fristat uden at mennesket behøver at være
et frit menneske."
Den kapitalistiske, borgerlige stat bekæmper
dermed ikke religionen. De herskende påkalder stadig religionen, har brug
for den i dens sociale funktion: som folkets opium og som opium for folket, tilberedt
af den herskende klasses tjenere. Marx selv anfører USA (Nordstaterne)
som eksempel på, at religionen kan trives fint også i den ikke-religiøse
stat - og at dette faktum viser begrænsningen i den politiske frigørelse
(de demokratiske rettigheder) selv under kapitalismen i dens første revolutionære
periode.
'Den sidste fremmede magt' - privatejendommen, privatsfærens
(og hele samfundets) ledende, dominerende og afgørende faktor og det dermed
følgende anarki - virker stadig som den dybeste baggrund for religionens
fortsatte appel i de udviklede imperialistiske lande. Også rent bortset
fra at religion er big business og et stort investeringsfelt for dollars
og filantropi.
4.
Den sekulære stat har ingen problemer
ved at indgå alliancer med den religiøse fundamentalisme. I USA letter
religiøs fundamentalisme og dens pengestærke bagmænd vejen
til Det Hvide Hus. Og 'fristaten' USA har bundet sig til en strategisk alliance
med det fundamentalistiske Israel, med zionismen, en af klodens mest barbariske
og aggressive politiske fundamentalismer. I et 'helligt' korstog mod 'islamisk
fundamentalisme'. Det kaldes også oliekrige og geopolitik.
I kompromis'ernes
Danmark - i de rådne klassekompromis'ers land - har den borgerlige stat
mere end halvandet hundrede år efter Marx behandlede spørgsmålet
om den borgerlige stat og religionen hverken frigjort sig fra statsreligionen
eller andre feudale rester (som kongehuset og dets grundlovssikrede privilegier).
I
Danmark har det herskende borgerskab overladt det til staten at sikre religionens
sociale funktioner - og som på så mange andre felter foretage investeringerne
i den. Selv i den nyliberale nutid stilles der ikke engang krav til at religionen
drives som en forretning. Det er det eneste felt, hvor der gøres en undtagelse.
Hovedargumentet til forsvar for kongehuset som institution er, at det er en 'god
forretning'.
Men der er tydeligvis en kamp i gang omkring stat og kirke
i det officielle Danmark. Og en kamp i gang mellem forskellige strømninger
i den danske statskirke ('folkekirken') selv.
Religionen skifter form,
tilpasser sig. 'Gud' er ikke bare skabt i menneskets billede - men også
i forskellige folk og klassers billede. Et gammelt jiddisk ordsprog siger: "Hvis
trekanter havde en Gud, ville han have tre sider".
Jo hårdere
livsbetingelserne er, jo strengere bliver religionen. Indre Mission, grundtvigianisme
og andre strømninger havde deres udbredelse i forskellige sociale lag med
forskellige betingelser.
Den 'ny' kristne fundamentalisme, stærkt inspireret
fra USA, som forkyndes af sorte Tidehvervs-præster (bl.a. i Dansk Folkeparti),
er en del af et imperialistisk propagandafelttog, uden egentligt socialt rodfæste
eller social udbredelse.
Dens 'forkyndelse' er i første række
direkte politisk, en ny gryderet af racisme og antikommunisme af fascistisk tilsnit.
De arbejder for et opgør med den ('grundtvigiansk' prægede) 'folkekirke'
og for en fundamentalistisk statskirke i Danmark - hvad enten den skal kalde sig
'folkekirke' eller ej. Og den giver den reaktionære flygtninge- og indvandrerhetz
en 'religiøs dimension' og begrundelse.
Også spørgsmålet
om den 'endelige' adskillelse mellem stat og kirke bliver rejst. Det er som bekendt
et forfatningsspørgsmål - og indgår i diskussionen om en ny
grundlov, der også er aktualiseret af bestræbelserne på at tilpasse
dansk jura til EU og dens forfatningstraktat.
Kommunister støtter
selvfølgelig en fuldstændig adskillelse mellem stat og religion,
religionens fordrivelse fra statssfæren, inklusive alle sider af uddannelsen
og andre statsfunktioner.
Men de gør det uden illusioner om, at
selv en konsekvent ikke-religiøs, verdslig (ateistisk) stat betyder overvindelse
af religion eller et ikke-religiøst civilsamfund, eller at 'mennesket'
dermed har befriet sig for alle 'fremmede magter' og virkelig vundet et fuldt
menneskeligt liv for sig selv og sin art.
Dertil kræves overvindelse
af privatejendomsretten og den klasse, som i dag skaber både 'Gud', stat
og samfund i sit billede. 'Den dristigste og skrækkeligste bog, der nogensinde
har set dagens lys nogetsteds i verden' er og bliver 'Det
kommunistiske partis manifest'.
Netavisen 25. oktober 2004