Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 21, 2004
800
millioner mennesker på kloden er sultne, hver dag. Der er ikke 800 millioner
fattige i verden. Der er mange, mange flere. 800 millioner er så fattige,
at de laver i en kronisk tilstand af sult og underernæring. 1,2 milliarder
lever for under 1 dollar om dagen. 3 milliarder har mindre end 2 dollars om dagen
til at spise, bo, klæde sig og leve, til sundhed, kultur og fornøjelser.
Der
er 6 milliarder mennesker på jorden. Halvdelen af dem er ludfattige. Millioner
så fattige, at de dør af sult. 800 millioner under den minimumsgrænse,
der skal til for at en arbejder (og hans familie) kan overleve og reproducere
sig selv, nok så tarveligt.
På den anden side er der folk så
stinkende rige, at verden aldrig har kendt magen til rigdom.
Da Karl Marx
skrev på Kapitalen, omkring midten af det 19. århundrede, levede der
omkring en milliard mennesker. Nogenlunde lig så mange, som i dag går
rundt med tomme maver kronisk sultne og underernærede.
Den videnskabelige
socialismes førstemand afdækkede den kapitalistiske lov, som har
produceret tre milliarder ludfattige og nogle tusinde globale mangemilliardærer
i det 21. århundrede, da han skrev:
"Den lov, som til stadighed
holder den relative overbefolkning eller den industrielle reservearmé i
ligevægt med kapitalakkumulationens omfang og energi, smeder arbejderen
fastere til kapitalen end Hefaistos' kile holdt Prometheus til klippen. Den
betinger en akkumulation af elendighed, som svarer til akkumulationen af kapital.
Akkumulationen af rigdom på den ene pol er altså samtidig
akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, bestialisering og
moralsk nedværdigelse på den modsatte side, d.v.s. på den klasses
side, som producerer sit eget produkt i form af kapital."
De
få mangemilliardærer og de milliarder af ludfattige betinger hinanden.
Det er kapitalisme, i går og i dag. I dag har verdens 200 rigeste personer
en formue, som svarer til den årlige bruttonationalindkomst af hele gruppen
af mindst udviklede lande.
FN har opstillet det som mål at halvere
"fattigdommen i verden" ved år 2015. Ikke ved at afskaffe kapitalen
eller kapitalismen, men gennem diverse 'programmer' og 'reformer', baseret på
'velvilje' fra de rige imperialistiske landes side - og med masser af appeller
til de multinationale selskaber, de globale monopoler, som er instrumenterne for
den kapitalakkumulation, som verdens arbejdere producerer, mens de genproducerer
deres egen fattigdom.
Det er et kæmpemæssigt blålys,
et globalt politisk fupnummer, som alle kapitalistiske politikere verden over
deltager i. Den brutale nyliberalismes demagogiske side, der tilsyneladende gør
noget ved verdens problemer. Når den fastlagte dato nås, viser det
sig (næsten) altid, at tingene er gået modsat. Verden er blevet skævere,
problemerne større.
Nyliberalismens virkelighed er brutale økonomiske
diktater. Det er brugen af militærmagt - som i Irak - til at påtvinge
dem. Så meget mere er der brug for skønmaling i form af løfter
og fremtidsveksler.
Den skæve globale fordeling bare vokser og vokser.
I 1820 var forholdet mellem den rigeste og den fattigste nation som tre til én,
i 1913 var den 11 til én, i 1950 31 til én, i 1973 44 til én
og i 1992 72 til én, fortæller diplomaten Jørgen Ørstrøm
Møller i bogen 'En ny verdensorden - eller slet ingen?'
Det
er en afspejling af den globale kapitalakkumulation. Der findes ingen international
plan imod denne udvikling. Kun blålys. Den eneste virkelige plan gjorde
Marx rede for: at afskaffe kapitalismen.
Den internationalt berygtede Bjørn
Lomborg, tdl. direktør for Institut for Miljøvurdering og Bush's
og Fogh's foretrukne 'miljøekspert', organiserede i maj i år et seminar
(Copenhagen Consensus) med 10 af verdens kendte borgerlige økonomer
for at fastlægge en prioritering af, hvordan man skal gribe verdens elendigheder
an. De opgav straks at gøre noget ved den globale fattigdom: 'Copenhagen
Consensus økonomerne anbefaler, at verden først og fremmest bør
satse på at kontrollere HIV/AIDS. Fordelene herved anslås at være
mere end 40 gange så store som omkostningerne,' skriver Lomborg. Der
er 42 millioner Aids-smittede.
Men ikke engang en så relativt overskuelig
opgave, med 40 gange større fordele end omkostninger, vil blive løst.
Nu
siger en ny international miljørapport Up In Smoke, lanceret af
RK Pachauri, formand for det mellemstatslige Panel on Climate Change, at den globale
opvarmning truer med at sende de menneskelige fremskridt baglæns og vil
gøre det umuligt at nå at halvere verdens fattigdom i 2015. Den globale
miljøkrise rammer de fattige - lande og folk - hårdest.
Menneskeheden
har ikke noget valg, siger rapporten. Over for "de to sammenhængende
udfordringer - obskøn global fattigdom og et hastigt opvarmet klima - kan
der ikke foretages et valg: Verden må løse begge forpligtelser."
Problemerne
er virkelige. Der er ikke noget valg. Og kapitalen har ingen løsninger.
Netavisen 22. oktober 2004