800 millioner

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 21, 2004

800 millioner mennesker på kloden er sultne, hver dag. Der er ikke 800 millioner fattige i verden. Der er mange, mange flere. 800 millioner er så fattige, at de laver i en kronisk tilstand af sult og underernæring. 1,2 milliarder lever for under 1 dollar om dagen. 3 milliarder har mindre end 2 dollars om dagen til at spise, bo, klæde sig og leve, til sundhed, kultur og fornøjelser.

Der er 6 milliarder mennesker på jorden. Halvdelen af dem er ludfattige. Millioner så fattige, at de dør af sult. 800 millioner under den minimumsgrænse, der skal til for at en arbejder (og hans familie) kan overleve og reproducere sig selv, nok så tarveligt.
På den anden side er der folk så stinkende rige, at verden aldrig har kendt magen til rigdom.

Da Karl Marx skrev på Kapitalen, omkring midten af det 19. århundrede, levede der omkring en milliard mennesker. Nogenlunde lig så mange, som i dag går rundt med tomme maver kronisk sultne og underernærede.

Den videnskabelige socialismes førstemand afdækkede den kapitalistiske lov, som har produceret tre milliarder ludfattige og nogle tusinde globale mangemilliardærer i det 21. århundrede, da han skrev:

"Den lov, som til stadighed holder den relative overbefolkning eller den industrielle reservearmé i ligevægt med kapitalakkumulationens omfang og energi, smeder arbejderen fastere til kapitalen end Hefaistos' kile holdt Prometheus til klippen. Den betinger en akkumulation af elendighed, som svarer til akkumulationen af kapital. Akkumulationen af rigdom på den ene pol er altså samtidig akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, bestialisering og moralsk nedværdigelse på den modsatte side, d.v.s. på den klasses side, som producerer sit eget produkt i form af kapital."

De få mangemilliardærer og de milliarder af ludfattige betinger hinanden. Det er kapitalisme, i går og i dag. I dag har verdens 200 rigeste personer en formue, som svarer til den årlige bruttonationalindkomst af hele gruppen af mindst udviklede lande.

FN har opstillet det som mål at halvere "fattigdommen i verden" ved år 2015. Ikke ved at afskaffe kapitalen eller kapitalismen, men gennem diverse 'programmer' og 'reformer', baseret på 'velvilje' fra de rige imperialistiske landes side - og med masser af appeller til de multinationale selskaber, de globale monopoler, som er instrumenterne for den kapitalakkumulation, som verdens arbejdere producerer, mens de genproducerer deres egen fattigdom.

Det er et kæmpemæssigt blålys, et globalt politisk fupnummer, som alle kapitalistiske politikere verden over deltager i. Den brutale nyliberalismes demagogiske side, der tilsyneladende gør noget ved verdens problemer. Når den fastlagte dato nås, viser det sig (næsten) altid, at tingene er gået modsat. Verden er blevet skævere, problemerne større.

Nyliberalismens virkelighed er brutale økonomiske diktater. Det er brugen af militærmagt - som i Irak - til at påtvinge dem. Så meget mere er der brug for skønmaling i form af løfter og fremtidsveksler.

Den skæve globale fordeling bare vokser og vokser. I 1820 var forholdet mellem den rigeste og den fattigste nation som tre til én, i 1913 var den 11 til én, i 1950 31 til én, i 1973 44 til én og i 1992 72 til én, fortæller diplomaten Jørgen Ørstrøm Møller i bogen 'En ny verdensorden - eller slet ingen?'

Det er en afspejling af den globale kapitalakkumulation. Der findes ingen international plan imod denne udvikling. Kun blålys. Den eneste virkelige plan gjorde Marx rede for: at afskaffe kapitalismen.

Den internationalt berygtede Bjørn Lomborg, tdl. direktør for Institut for Miljøvurdering og Bush's og Fogh's foretrukne 'miljøekspert', organiserede i maj i år et seminar (Copenhagen Consensus) med 10 af verdens kendte borgerlige økonomer for at fastlægge en prioritering af, hvordan man skal gribe verdens elendigheder an. De opgav straks at gøre noget ved den globale fattigdom: 'Copenhagen Consensus økonomerne anbefaler, at verden først og fremmest bør satse på at kontrollere HIV/AIDS. Fordelene herved anslås at være mere end 40 gange så store som omkostningerne,' skriver Lomborg. Der er 42 millioner Aids-smittede.

Men ikke engang en så relativt overskuelig opgave, med 40 gange større fordele end omkostninger, vil blive løst.
Nu siger en ny international miljørapport Up In Smoke, lanceret af RK Pachauri, formand for det mellemstatslige Panel on Climate Change, at den globale opvarmning truer med at sende de menneskelige fremskridt baglæns og vil gøre det umuligt at nå at halvere verdens fattigdom i 2015. Den globale miljøkrise rammer de fattige - lande og folk - hårdest.

Menneskeheden har ikke noget valg, siger rapporten. Over for "de to sammenhængende udfordringer - obskøn global fattigdom og et hastigt opvarmet klima - kan der ikke foretages et valg: Verden må løse begge forpligtelser."

Problemerne er virkelige. Der er ikke noget valg. Og kapitalen har ingen løsninger.

Netavisen 22. oktober 2004