De uovervindelige

Leder
Kommunistisk Politik 18, 2004

I et af sine sidste dagbogsnotater beskæftigede det dengang verdensberømte litterære koryfæ Georg Brandes sig med statuer og socialister. Om grundlæggeren af socialismen i Danmark, det unge geni Frederik Dreier - Marx' og Engels' lidt yngre samtidige, der døde alt for tidligt - skrev han:

"Man tage Chr V bort fra Kongens Nytorv og rejse et mindesmærke for Frederik Dreier i stedet. Omkring ham kunne i en kreds stå Tycho Brahe, Griffenfeldt, Struensee, P.A. Heiberg og Malte Brun. Også Bothwell burde have den danske angers mindesmærke.
Sligt gørt bolshevikerne og for så vidt er de altid bedre end de danske."

Ingen af disse mishandlede eller eksilerede martyrer for frihed og fremskridt har fået officiel dansk anerkendelse. Ikke engang en sådan stiltiende selvkritik har det kunnet blive til. De unge vil dårligt kende deres navne - og da kun som statsfjende. Man finder dem ikke på Kgs. Nytorv i København, heller ikke når den seneste ombygning er afsluttet. Chr V og andre monumentale royale bondeplagere, mislykkede kolonisatorer og hærførere, indkranser det officielle Danmarks trangbrystede offentlige rum.

Mindesmærker for revolutionens og fremskridtets forkæmpere har altid været et symbolsk mål for kontrarevolutionen. I Danmark har reaktionen altid haft så megen magt, at den har kunnet forhindre frihedsheltene i at få deres velfortjente, om end posthume, anerkendelse.

Som en beskeden undtagelse fra denne regel har Georg Brandes selv har fået en af de mest mystiske pladser i hovedstaden: et trafikkryds foran Statens Mausolæum for Kunst med en beskeden buste, klemt op mod indgangen til 'Kongens' Have med Rosenborg-slottet. Hensigten er ikke, at der skal være liv eller relevans i det gadekryds.
Indenfor i samme 'have' findes for øvrigt en nyere udgavc af Willumsens statue af den radikale fremskridtsmand Viggo Hørup. Den væbnede reaktion - nazisterne - sprængte den i luften under besættelsen, og reaktionen kunne ikke forhindre den i at rejse sig igen.

'De danske' har imidlertid for øjeblikket travlt med at få fjernet en statue af Lenin fra dens ydmyge baggårdsplacering ved Arbejdermuseet i København - der er indrettet i det første samlingssted for det dengang revolutionære arbejderparti Socialdemokratiet. Da det blev grundlagt en lille snes år efter Frederik Dreiers død var det som en del af Marx' og Engels' Internationale.

'De danske' - folk som den ultrareaktionære titulære professor Bent Jensen, zionisten Bent Blüdnikow og Dansk Folkepartis bud på et maveparti Louise Frevert - har fået mobiliseret alle gode samfundskræfter i denne bestræbelse - med hele tre tidligere eller kommende socialdemokratiske statsministre i spidsen: Anker Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft.

Lenin er en 'forrædder' - erklærer disse socialdemokratiske støtter af imperialisme, krig og kontrarevolution. Nærmere bestemt en 'forrædder' mod 'den demokratiske socialismes sag', som det hedder i et brev underskrevet af disse og en lille snes flere socialdemokratiske navne. Sjældent har man fået et mere kontant bevis på at 'den demokratiske socialismes sag' er identisk med kontrarevolutionens sag.

I det socialdemokratiske hjerte er der hyldest til og statuer af nazikollaboratøren Stauning, som de for nogle år siden blev enige med den øvrige reaktion om, at han var forrige århundredes 'største dansker'. Der er plads til konger, tsarer, imperialister og kolonisatorer af enhver afskygning.
Men revolutionære skal væk.

Arbejdermuseets bestyrelse har indtil videre i hovedsagen modstået den samlede front af reaktionære billedstormere: Lenin-statuen er endnu, et eller andet sted. Marx, Engels, Lenin (og Stalin, ikke at forglemme, der knækkede halsen på Hitler-fascismen) har gjort mere godt for den danske arbejderklasse ende samtlige fhv. og måske kommende socialdemokratiske statsministre tilsammen. De sidstnævntes egentlige 'bedrift' er at opretholde det kapitalistiske udbyttersystem og at lænke landet til den globale imperialistiske udplyndring og dens røverkrige.

De revolutionære, som varsler om og kæmper for en tid, hvor al undertrykkelse og menneskets udbytning af mennesker er forsvundet, har tid nok, selv om reaktionen hyler højt. De har sandheden med sig, og fremtiden for sig. Om en statue bliver væltet, om et mindesmærke endnu ikke er på plads: De er i sidste ende uovervindelige.

Netavisen 9. september 2004