Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 17, 2004
Præsident
Hugo Chavez sejrede klart ved sidste søndags folkeafstemning, om han skulle
fortsætte sin valgperiode ud - med knap 60 pct. af stemmerne mod den forenede
oppositions godt 40. Internationale observatører med en tidligere amerikansk
præsident - Carter - i spidsen sagde god for valget og valgresultatet, selvom
oppositionen råbte 'snyd' og det igen trak overskrifter i de borgerlige
medier. Og venezuelanerne jublede - flertallet af dem, de fattige, for Chavez
er deres præsident.
Det var ikke første gang, de har gjort
det. Faktisk er Chavez den siddende præsident som oftest har fået
sit mandat bekræftet ved et valg eller en folkeafstemning. Det seneste var
nr. 8 siden 1998, hvor han blev valgt som præsident, da den korrupte politiske
alliance af overklassens partier for første gang blev stemt ud.
Den
venezuelanske elite har aldrig accepteret dette første nederlag - og har
lige siden med alle tænkelige metoder, lovlige og ulovlige, parlamentariske
og ikke-parlamentariske - fra vold, kupforsøg og attentater over demonstrationer,
blokader og reaktionære strejker til nyvalg og folkeafstemninger - forsøgt
at få Chavez fra magten for selv at genindtage deres tabte positioner og
fortsætte den århundredgamle udplyndring af Venezuelas rigdomme og
folk.
Denne korrupte elite hader Hugo Chavez, hans reformer til gavn for det
store flertal og hans 'bolivariske revolution'.
Bag den står et USA,
som også er vant til at få sin broderpart af det venezuelanske røveri.
Det mislykkede militærkup og 'oppositionens' almindelige undergravningstaktik
er udklækket dér.
Både den amerikanske præsident
Bush, hvis regering var indblandet i kuppet til op over begge ører, og
hans udfordrer John Kerry betegner Hugo Chavez som 'antidemokrat'. De borgerlige
medier bliver ved med at fremstille ham som var han en selvindsat diktator eller
kupmager. Men hvad angår folkeligt mandat og gennemkontrolleret demokratisk
opbakning kan Chavez slå den nuværende amerikanske præsident
med mange længder. Hans reformer, der tager sigte på at løfte
flertallet af venezuelanere ud af fattigdom og uvidenhed, og bringe hele landet
et gigantskridt fremad, er i dybeste forstand folkelige og dybt demokratiske.
Det er netop det, der har sikret ham USA-imperialismens og den hjemlige reaktions
dybe og uudtømmelige had og udløst deres mest blodtørstige
forbryderinstinkter.
'Hemmeligheden' bag Chavez popularitet er, at det ikke bliver ved ordene, ved de populistiske fraser: reformerne er reelle og mærkbare. Siden 1998 er levevilkårene for millioner af venezuelanere blevet dramatisk bedre.
Minimallønnen er blevet fordoblet. Mere end 1,5 millioner
hektar land er blevet fordelt til jordløse bønder. Der er bygget
hundredtusinder af boliger. Der er blevet oprettet markeder med fødevarer
til lave subventionspriser for de fattige. Kvinder er blevet støttet og
opmuntret til at komme i arbejde. I de seneste år gennemføres et
stort anlagt sundhedsprogram for at opbygge sundhedstjenester i slumområder
og i landsbyerne. 11.000 lokale sundhedsstationer er blevet oprettet (med hjælp
fra tusindvis af cubanske læger) og 12 millioner venezuelanere har nu adgang
til lægeydelser. Analfabetismen (der er 1 ½ mio. analfabeter) er
blevet stærkt afhjulpet gennem en effektiv udryddelseskampagne.
Af disse
grunde er Chavez så populær som nogensinde.
Venezuela er et
rigt land på grund af olien. Det besidder nogle af de største oliereserver
i verden - og de eksplosivt stigende verdensmarkedspriser har øget regeringsindtægterne
med 50 pct. Det er det, der gør det muligt for Chavez at gennemføre
sine reformer, uden for alvor at antaste overklassens ejendom. Denne tilgang til
olierigdommene er ikke mindst, hvad der adskiller Chavez fra den ret fåtallige
række af latinamerikanske reformatorer (som Allende i Chile), der har forsøgt
at bringe deres land og folk fremad. Men det er også olien, der gør
Venezuela til et højt prioriteret mål for røverne i Washington.
Hverken USA eller 'oppositionen' i Venezuela vil affinde sig med Chavez'
8. valgsejr. Undergravnings- og isoleringspolitikken vil fortsætte. 'Oppositionen'
samler alle de rådne samfundselementer, som er villige til at sælge
landet til den amerikanske imperialisme.
Den indbefatter desværre også et såkaldt marxistisk-leninistisk parti Bandera Roja (BR). APK har for længst afbrudt alle forbindelser med dette parti. Som alle de øvrige marxistisk-leninistiske partier i verden glæder vi os over det venezuelanske folks sejr og fremgang og støtter Venezuelas revolutionære udvikling.
Netavisen
26. august 2004