Revolution? - Ja, tak, men …

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 16, 2004

Det er nemt nok at se forskellen mellem reformister og revolutionære. Reformisterne sværger på, at kapitalismen kan forbedres. For nogle år siden lovede den nuværende socialdemokratiske statsministerkandidat en periode på uafbrudt global fremgang på mere end 20 år, frem til år 2020. Det var før den nuværende krise og før Irak-krigen. Det holdt ikke - og det er også lige meget.

Kapitalismen er så slem, at bare forsikringen om, at den kan forbedres, er nok til at bedrage de naive og dem, der ønsker at blive bedraget. Socialdemokraterne og folkesocialisterne vil lappe på imperialismen. De er for en 'globalisering' uden den nød i masseskala, som vi ser i dag. De er for en verden uden røverkrige. De er for kapitalismen uden dens dårligdomme. I praksis underordner de sig imperialismen - og binder deres tilhængere til den.

Det er straks sværere at kende forskel på revisionister og revolutionære kommunister. Revisionisterne er småborgerlige demokrater, der ønsker et andet samfund. De ser den globale elendighed, imperialismen skaber. Nogle af dem forstår, at man ikke kan afskaffe kapitalismens dårligdomme uden at afskaffe kapitalismen selv. De vil godt have socialisme. Hvis revolutionen kommer, stiller de op. Så vil de godt være med.

Revolution? Ja, tak - måske ikke lige nu, men …
Sådan lyder det fra mange Enhedslistefolk, når de skal være dristige, og KPiD og DKP-ml er bestemt ikke bange for at snakke om revolution og den slags - i al almindelighed, forstås. De skal nok være der!

Marxister-leninister mener, at revolutionen er nødvendig, og at den derfor må forberedes. Forberedes konkret, når der udvikler sig en revolutionær situation - og kapitalismens og imperialismens indbyggede modsætninger udvikler uundgåeligt revolutionære situationer.

Men revolutionen må også forberedes i ikke-revolutionære perioder. Hvad betyder det?
Det betyder at udbrede forståelsen for revolutionens nødvendighed blandt arbejderne og bredt i befolkningen. Det betyder at lede kampe og aktioner med dette perspektiv, på en sådan måde, at de kæmpendes erfaringer understreger nødvendigheden af revolution. Det betyder at opbygge et stærkt kommunistisk parti, der behersker alle kampformer, og som i den revolutionære situation vil være stærkt nok til at føre revolutionen til sejr.

Det er heri, den afgørende forskel mellem revisionister og revolutionære kommunister består. Ikke i f.eks. om et kommunistisk parti skal deltage i parlamentsvalg. Ikke i, om det skal arbejde i reaktionære fagforeninger. Ikke i, om det skal have masseopslutning eller ej. Alt dette er nødvendigt - men som led i forberedelsen af revolutionen.
Revisionisterne anerkender ikke revolutionens nødvendighed og tror for øvrigt heller ikke på den. Men kommer den, skal de da nok være med … Det vil sige, at de vil bekæmpe den, lige indtil den ikke kan forhindres.

Lenin sagde det sådan her i 1918:
"Det, der skiller den revolutionære marxist fra filisteren og spidsborgeren, er evnen til at indpode de uvidende masser forståelsen af, at revolutionen modnes og er en nødvendighed, bevise dens uundgåelighed, forklare dens gavnlighed for folket og forberede proletariatet og alle arbejdende og udbyttede masser på at gennemføre den."

Prøv at sammenholde dette med den praksis, som Enhedslisten, KPiD, DKP-ml m.fl. bedriver - og det vil ikke være så svært at kende forskel på dem og de revolutionære.

Netavisen 25. august 2004