Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 16, 2004
Det
er nemt nok at se forskellen mellem reformister og revolutionære. Reformisterne
sværger på, at kapitalismen kan forbedres. For nogle år siden
lovede den nuværende socialdemokratiske statsministerkandidat en periode
på uafbrudt global fremgang på mere end 20 år, frem til år
2020. Det var før den nuværende krise og før Irak-krigen.
Det holdt ikke - og det er også lige meget.
Kapitalismen er så
slem, at bare forsikringen om, at den kan forbedres, er nok til at bedrage de
naive og dem, der ønsker at blive bedraget. Socialdemokraterne og folkesocialisterne
vil lappe på imperialismen. De er for en 'globalisering' uden den nød
i masseskala, som vi ser i dag. De er for en verden uden røverkrige. De
er for kapitalismen uden dens dårligdomme. I praksis underordner de sig
imperialismen - og binder deres tilhængere til den.
Det er straks
sværere at kende forskel på revisionister og revolutionære kommunister.
Revisionisterne er småborgerlige demokrater, der ønsker et andet
samfund. De ser den globale elendighed, imperialismen skaber. Nogle af dem forstår,
at man ikke kan afskaffe kapitalismens dårligdomme uden at afskaffe kapitalismen
selv. De vil godt have socialisme. Hvis revolutionen kommer, stiller de op. Så
vil de godt være med.
Revolution? Ja, tak - måske ikke
lige nu, men
Sådan lyder det fra mange Enhedslistefolk, når
de skal være dristige, og KPiD og DKP-ml er bestemt ikke bange for at snakke
om revolution og den slags - i al almindelighed, forstås. De skal nok være
der!
Marxister-leninister mener, at revolutionen er nødvendig, og
at den derfor må forberedes. Forberedes konkret, når der udvikler
sig en revolutionær situation - og kapitalismens og imperialismens indbyggede
modsætninger udvikler uundgåeligt revolutionære situationer.
Men
revolutionen må også forberedes i ikke-revolutionære perioder.
Hvad betyder det?
Det betyder at udbrede forståelsen for revolutionens
nødvendighed blandt arbejderne og bredt i befolkningen. Det betyder at
lede kampe og aktioner med dette perspektiv, på en sådan måde,
at de kæmpendes erfaringer understreger nødvendigheden af revolution.
Det betyder at opbygge et stærkt kommunistisk parti, der behersker alle
kampformer, og som i den revolutionære situation vil være stærkt
nok til at føre revolutionen til sejr.
Det er heri, den afgørende
forskel mellem revisionister og revolutionære kommunister består.
Ikke i f.eks. om et kommunistisk parti skal deltage i parlamentsvalg. Ikke i,
om det skal arbejde i reaktionære fagforeninger. Ikke i, om det skal have
masseopslutning eller ej. Alt dette er nødvendigt - men som led i forberedelsen
af revolutionen.
Revisionisterne anerkender ikke revolutionens nødvendighed
og tror for øvrigt heller ikke på den. Men kommer den, skal de da
nok være med
Det vil sige, at de vil bekæmpe den, lige indtil
den ikke kan forhindres.
Lenin sagde det sådan her i 1918:
"Det,
der skiller den revolutionære marxist fra filisteren og spidsborgeren, er
evnen til at indpode de uvidende masser forståelsen af, at revolutionen
modnes og er en nødvendighed, bevise dens uundgåelighed, forklare
dens gavnlighed for folket og forberede proletariatet og alle arbejdende og udbyttede
masser på at gennemføre den."
Prøv at sammenholde
dette med den praksis, som Enhedslisten, KPiD, DKP-ml m.fl. bedriver - og det
vil ikke være så svært at kende forskel på dem og de revolutionære.
Netavisen 25. august 2004