Kampdag og kampdage

Leder
Kommunistisk Politik 10, 2004
Af Klaus Riis

Der er kampdage og kampdage.

Der er arbejderklassens internationale kampdag - 1. maj plastisk udtrykt, året rundt i praksis.
1. maj 2004 var i Danmark og verden over et masseopbud mod krig og imperialisme - for arbejdernes og folkenes krav om en anden verden, en socialistisk verden.Der blev også kæmpet den dag - f.eks. i Dublin, hvor vandkanoner blev sat ind mod en kæmpedemonstration mod Den europæiske Union og unionsforfatningen.

Bush-regeringen har erklæret, at den vil se 1. maj-dagen afskaffet - og EU havde fundet det hensigtsmæssigt at benytte dagen til en officiel gigantfest for sin østudvidelse. En politisk triumf - og et lovende prospekt for profitjægerne.
Arbejderklassens kampdag er under belejring. Den skal nu nok klare sig.

Men så er der også en anden slags kampdage. Det danske krigsvæsen, der er særdeles aktivt med at føre angrebskrig i Irak og Afghanistan, har udnævnt 5. maj - befrielsesdagen - til 'forsvarets dag'.

Man kan mene, at det egentlig er meget passende - en slags post festum - al den stund det danske militær ikke kæmpede mod den nazityske besættelsesmagt under krigen, men til gengæld blev særdeles aktiv bagefter.
Man kunne også kvalmes over, hvordan det endnu en gang lykkes de herskende at ekspropriere folkets kamp og folkets historie, fordreje dens indhold og anvende den til sine egne tvivlsomme formål.

Og den 5. maj blev brugt til en stor militær modeopvisning med levende kampfly fra de pågående krige og andet kostbart materiel, finansieret af skattebetalerne. Det var militærets storslåede 'hyldest til kronprinseparret' i anledning af den forestående formæling.

Kronprinsen - nyslået oberstløjtnant i hæren, kommandørkaptajn i flåden (og hvad ellers må ordenskapitlet vide) - skred Langelinjefronten af og inspicerede alle fire 'værn' sammen med sin tasmanske veninde.

Det gamle bånd mellem kongemagt og militærmagt blev pudset af, så det strålede om kap med sildesalaten og den behjelmede havfrue i forårssolen.

Den svenske forfatter Vilhelm Moberg, som både var republikaner og ugudelig, formastede sig en gang til at betegne styreformen i Sverige som 'vort merkantile monarki':
"Den personlige kongemagt er forsvundet;" skrev han, "institutionen betegnes nu som konstitutionel. Men denne betegnelse er ikke den rigtige, den er rent teoretisk. I praksis fungerer institutionen merkantilt: Vi har i Sverige fået et kommercielt monarki.'

Det har vi også i Danmark - med en kongefamilie, der hører til de rigeste godsejere og arbejdsgivere i landet, kun overgået af Mærsk-Møller-klassen. De kvindelige familiemedlemmer dyrker artistiske, historiske, religiøse og andre åndelige interesser, med aner tilbage til middelalderen. Mændene er mere til mandige sysler med tilsvarende rødder.

Folketinget har netop som en særlig bryllupsforæring besluttet at hæve oberstløjtnantens gage fra den 14. maj med godt 10 millioner kr. - fra 4,2 til 14,4 mio. kr. om året. Han skal kunne leve et anstændigt gift officersliv. Den tasmanske prinsesse vil heller ikke lide nød, selvom hun ligesom den franske prins kun får 10 pct. af ægtefællens luns af finansloven.

Der er efter det 20. århundrede ikke så mange kongelige personer tilbage i verden. Ikke nok til at de kan gifte sig med hinanden. Behovet for 'blåt blod' er til gengæld umætteligt. Derfor spædes det op med artsfremmede gener fra vinbønder og udvandrere.

Samtidig er der overalt i Europa gang i forsøgene på at indsætte tsarer og konger i de lande, der er sluppet af med dem. Det merkantile monarki er nemlig en gedigen kapitalistisk succes.

Som handelsrejsende og turistambassadør er de kongelige deres vægt værd i rødt guld - især når det betales af skatteyderne. Som nationalt symbol hører kongehuset til blandt de vigtigste institutioner til kapitalismens forevigelse. Og politisk fungerer det blå blod som en blåstempling af den herskende klasses reaktionære kurs.
Kongehuset hører til på museum sammen med det udbyttersystem, det lever i symbiose med.

Netavisen 6. maj 2004