Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 9, 2004
USA's
venner indkaldes med jævne mellemrum til Det Hvide Hus.
Nogle kommer
der hyppigere end andre. De allernærmeste venner - Ariel Sharon og Tony
Blair - kommer, når nye forbrydelser mod folkene skal sættes i værk.
Først
var det Sharon. Han tog opmuntret derfra og myrdede den ny Hamas-leder Abd
al-Aziz al-Rantisi. Før han kom til Washington havde han slået den
lamme stifter af den palæstinensiske modstandsorganisation, Shaikh Ahmad
Yasin, ihjel med en raket mod hans kørestol. De folkeretsstridige mord
på politiske ledere fordømmes internationalt - men i FNs sikkerhedsråd
blokerede USA med et veto for en fordømmelse.
Busharon har fundet
ud af, at Israel som præmie for at trække sig tilbage fra Gaza skal
kunne indlemme bosættelser på Vestbredden i Israel - i strid med talrige
FN-resolutioner og fordømmelser af Israels aggression og besættelse
af palæstinensiske områder.
De har også regnet ud, at fordrevne
palæstinensere ikke skal have lov til at vende tilbage. Også det er
i direkte modstrid med FNs anvisninger.
USA stiller ustandselig krav til
diverse lande om at de skal skrotte atomprogrammer. Den israelske atomfysiker
Mordechai Vanunu er efter 18 års fængsel for at have afsløret,
at Israel besidder mængder af atomvåben, netop blevet løsladt.
Den aggressive atommagt Israel finansieres, udrustes og beskyttes af USA.
Busharon
griner af det impotente FN.
De griner ikke af det palæstinensiske folks
intifada. Den har bragt Israel og dets amerikanske bagmand i vanskeligheder. Det
er den virkelige baggrund for, at Sharon må trække sig ud af Gaza.
Det skjules med mord.
Så kom der et mellemspil. Som på
bestilling op til mødet mellem Bush og Blair offentliggjordes et nyt bånd,
angiveligt fra Osama bin-Laden. Det kom med et tilbud, der kun kunne afslås:
'Våbenhvile' til 'europæere', der trak sig ud af konflikterne i Mellemøsten.
Det vil sige, at han lovede, at der ikke ville forekomme flere attentater som
i Madrid den 20. marts i disse lande.
Det blev selvfølgelig afvist,
og de europæiske regeringer fik lejlighed til igen at erklære deres
ubrydelige solidaritet med USA's globale 'krig mod terror'. FN og stort set alle
andre kom med erklæringer om, at de ikke ville lade sig kue.
Det forhindrede
imidlertid ikke - selvom det var et af formålene - at Spanien trækker
sine soldater ud af Irak, og at en række andre europæiske lande overvejer
det. Krigskoalitionen i Irak smuldrer.
Derfor ankom også USA's
vigtigste allierede og villigste redskab Tony Blair til møde med sin øverstbefalende.
FN skal nu på banen i Irak, lød det samstemte budskab fra de to hvide
krigshøvdinge. Den irakiske april opstand har for verden tydeliggjort,
at amerikanerne og krigskoalitionen af det irakiske folk bliver opfattet og bekæmpet
som det, den er: en besættelsesmagt, der under påskud af at ville
'indføre demokrati' i Irak (og hele Mellemøsten) fører en
brutal terrorkrig mod den irakiske befolkning for at røve de rige ressourcer.
Nu skal FN redde krigskoalitionen ud af den irakiske sump.
Der har
længe bag kulisserne været lagt op til en internationalisering af
besættelsen. FN's specielle udsending i Irak, Lakhdar Brahimi, foreslog,
at et forretningsministerium udpeget af FN og USA skal overtage ledelsen af Irak,
når den amerikanske administration angiveligt 'ophører' den 30. juni
- og 'magten overdrages til irakerne'. En ny sikkerhedsrådsresolution skal
'legitimere' det.
Det er selvfølgelig fup. Amerikanerne bliver i
Irak, og vil styre landet, nu ikke med den nuværende guvernør for
krigskoalitionen Paul Bremer i spidsen, men med den nyudnævnte amerikanske
ambassadør John Negroponte som den egentlige magthaver - en dyster skikkelse
med en fortid som patron for dødspatruljer i Latinamerika og ambassadør
for amerikanske veto'er i FN.
Busharon og Blair griner af det villige FN. Det
danske regeringsekko klasker lydigt hælene sammen og tilslutter sig begejstret
den ny plan for 'demokrati' i Irak.
Den irakiske modstand har på
forhånd erklæret, at den ikke vil acceptere en amerikansk besættelse,
som foregår i FNs navn.
Det er en skummel plan, som ikke vil kunne undgå
at ødelægge den sidste autoritet og legitimitet, FN måtte have
tilbage. FN er i krise, fordi organisationen ikke kæmper for at sikre fred
og forhindre aggressionskrig, men lader sig bruge som et redskab af USA, når
det passer supermagten - og lader sig sætte til side, når dét
er i USA's interesse.
Busharon griner.
Folkeopstandene tørrer grinet
af deres fjæs.
Netavisen 22. april 2004