Kulsort tænketank

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 8, 2004

Fronterne bliver stadig skarpere i den danske klassekamp, og på alle felter - selvom socialdemokrater og andre reformister, som tror, at den er død ikke kan se det. Det borgerlige Danmark opruster politisk og ideologisk. Ikke bare til det slagsmål om regeringstaburetterne, som længe har været i gang - men til at kunne spille rollen som USA's opvakte skandinaviske fyrtårn og samtidig som den Europæiske Unions duks i Norden. Mest det første.

Man vil være på forkant med det nyeste, der bliver udklækket hos de neokonservative forbilleder. Man vil sikre videnskabelig fernis over den stadig mere utilsløret aggressive politik, som den amerikanske og europæiske imperialisme bedriver verden over.
Man vil argumentere overbevisende for udbygningen af politistaterne, lovprise udbytning og undertrykkelse, og dyrke markedets gud.

Et af midlerne er skabelsen af en 'borgerlig-liberal' tænketank, en rigtig kulsort én, efter de bedste amerikanske republikanske forbilleder, hvis religiøse fundamentalisme kun overgås af deres markedsfundamentalisme.

Det borgerligt-liberale Danmark skruer sig op i gear: Ideologiproduktionen skal ikke længere ske fra halvtomme amatørtanke, hvis eneste indmad er håbefulde Adam Smith-freaks med drømme om karrierer i Venstre. Det man går efter, er den bedste kvalitet, som det borgerlige Danmark kan præstere, til en professionel drevet tank, med fem fastansatte akademiske medarbejdere og et sekretariat. Resten af året vil det anslået koste 5 millioner kr., som skaffes fra 'private sponsorer'.

CEPOS hedder foretagendet, og det står for Center for politiske studier. Formand for bestyrelsen er den forhenværende konservative forsvarsminister Bernt Johan Collet. Posten som dens første direktør er tiltænkt et af det borgerligt-liberale (hvilket under dagens forhold står for det neokonservative) Danmarks største lys: den USA-tossede professor David Gress, som hører til de flittigste aftagere af de større amerikanske tankprodukter. Blandt hans seneste præstationer er, som forfatteren Arne Herløv Petersen siger, at få danskerne til at forstå, at "de fattige i USA ikke er fattige, og hvis de er det alligevel, er det deres egen skyld."

Det er cremen af det borgerligt-liberale hold, der sejler af sted på den neokonservative bølge. Der er både fhv. statsminister Paul Schlüter og fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der ikke blev generalsekretær i NATO, men må nøjes med at glæde sig over alliancens udvidelse med syv nye USA-kloner og skrive artikler om, at det af hensyn til kampen mod terrorisme vil være smart at indskrænke de demokratiske rettigheder.

Men det er langt fra kun de afdankedes klub. Den nuværende statsminister har sendt sin ghostwriter Christopher Arzrouni, cand. pol. og erhvervsjuridisk chef i Dansk Industri, så der kan lades op til flere nytårstaler.
Den politisk aktive akademiske verden repræsenteres med trumfer som profesorerne Bent Jensen og Ditlev Tamm, og kulturlivet af skønånder som forfatterne Rolf Bagger, Ulrik Høy og Helle Stangerup og teaterchef Morten Grunwald. Musikken leveres af Bent Fabricius-Bjerre, mens den hovedrige eksfodboldspiller Michael Laudrup er ene om at repræsentere sporten. Der er ingen malermillionærer på holdet. Til gengæld deltager auktionsleder Jesper Bruun Rasmussen.

Den zionistiske lobby er bl.a. repræsenteret af Bent Blüdnikow og Samuel Rachlin.
Hæren har sendt generalløjtnant Kjeld Hillingsø, landets mest kamptrænede koldkriger.

Og så er der endnu flere af mediernes, politikkens og erhvervslivets tunge drenge, skønsomt og velovervejet sammensat, efter det amerikanske forbillede. Som direktørerne Sven Blomberg, Nils Foss, Henrik Bach Mortensen , Jan Duckert og Frederik Wiedemann, advokaterne Herman Federspiel og Karoly Nemeth, pressefolk som Annelise Bidstrup, Henning Fonsmark, Kastholm Hansen og forlagsdirektør Morten Hesseldahl. Søren Pind er den eneste aktive karrierepolitiker. Han er der til gengæld.

Stifterkredsen er såmænd større endnu, flere ordensprydede samfundsstøtter, men dette er rigeligt til at give et indtryk af foretagendets utvivlsomme hensigt - og tvivlsomme karakter.

Den sorte tænketank er de to regeringspartiers fælles projekt - og den er ladet med olie.
Det er et af den neokonservative reaktions særlige træk, at den søger at fremstille sig som værende 'i opposition' til en gal samfundsudvikling, som den vil rette op på.

Den vil gøre verden skævere endnu. For er der fattige i verden, har de såmænd også fortjent at være det. Og er der milliardærer ved egen drift og initiativ har de fortjent mere endnu.

Se også
De kan jo bare lade være med at være fattige
Af Arne Herløv Petersen

Netavisen 3. april 2004