Kommentar
Kommunistisk Politik 6, 2004
I
de rigtig gode gamle dage kunne man se, hvem der var rig og hvem der var fattig.
Rigdommen sad uden på kroppen, og de fattige havde svært ved at skjule
den. På kirkegårdene kunne man også se det: Dem, der havde gravsten,
eller lidt til, en opadstræbende obelisk f.eks., og så dem der havde
et frønnet bræt, eller slet ingenting.
Sådan er det heldigvis
ikke mere.
De fleste fattige har tøj til at dække nøgenheden.
Posedamerne er endog svulmet op af flere lag. Og på kirkegårdene ligger
de i urner i fællesgravene. Der er en rimelig chance for, at hvis man kan
identificere en indvandrer, så kan man også identificere fattigdom.
For blandt de fattige er de fattigste indvandrere - og de fleste indvandrere er
fattige.
Men det er blevet sværere at skue hunden på hårene.
Ikke mindst fordi fattigdommen forklæder sig, om ikke i rigt modetøj,
så noget der ligner. Den prøver at udstråle succes. Fattigdommen
i Danmark er især fattigdom bag facaden.
Og rigdommen er også
diskret. Den har lært ikke parvenu-agtigt at prange med dens frugter. Danmarks
rigeste mand Maersk McKinney Møller f.eks. praler ikke af sine profitter.
Han har på et enkelt år fordoblet sin formue og taget et tigerspring
op ad finansbladet Forbes årlige liste over verdens rigeste. Fra en plads
som nummer 199 og helt op på plads nummer 82 på en liste, der igen
i år toppes af Bill Gates og dagligvaredynastier. McMøller har gjort
det rigtig godt med sit engagement i Irak-krigen, der har kastet fedt af sig,
og på olien, som har været dyr ikke mindst på grund af krigen,
og på fragtraterne, som også er hjulpet opad i en urolig verden.
Sidste
år var Maersks personlige formue kun på sølle godt 14 milliarder
kroner. I år er den vokset til 36 milliarder.
Men han er en beskeden
mand: Han har ikke engang udsendt en pressemeddelelse om, hvor godt det egentlig
går.
Hundreder af andre superrige danskere, som der ikke er samme fokus
på som på den allerrigeste, behøver ikke engang tage hensyn
til, om deres rigdom bliver kendt. Det gør den ikke, for dansk presse er
ikke underlagt janteloven. Den bekæmper den.
- Økonomisk
skævhed er kun et problem, hvis man ikke kan tåle at se, at andre
er rige. Det rigtige må være at undgå fattigdom og så
lade være med at hindre andre i at blive rige, siger Kristian Jensen,
finanspolitisk ordfører for Venstre.
Der er netop kommet en ny rapport
(fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), som fortæller, hvad alle,
der har øjne i hovedet, godt vidste i forvejen: De rige danskere bliver
rigere og de fattige fattigere. Indkomstskellene vokser. Kløften bliver
større.
Det blev den under Nyrup-regeringen, og det accelererer
under Fogh. Undersøgelsen dækker perioden 1995-2001, så Foghs
meritter inddrages af gode grunde ikke.
Under Nyrups sidste år voksede
de disponible indkomster for den bedst stillede femtedel af befolkningen med 3,4
procent om året. For den dårligst stillede femtedel steg den ifølge
undersøgelsen med kun 0,8 procent om året. Det svarer for de bedst
stillede til et par tusinde kroner ekstra om måneden til forbrug.
Der
er ingen tvivl om, at kløften mellem rig og fattig i Danmark vokser dramatisk
i disse år, som den gør det i de fleste andre lande.
Tendensen
bekræftes af andre undersøgelser og af mange eksperter.
Men Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd (der som bekendt ikke er uvenligt indstillet over for socialdemokratiske
regeringer) skjuler en vigtig kendsgerning, når den midt i ulykkerne påstår,
at det ikke står så galt til endda: De rige bliver godt nok rigere,
og det går stærkt - men det bliver de fattige også. Det går
bare langsommere.
Gid det var så vel som Venstres finanspolitiske ordfører
siger: Lad være med at bekymre dig om andres rigdom. Berig dig selv!
For
der er en hage ved det: De rige bliver rige på de fattiges bekostning. Milliardærerne
bliver mangemilliardærer i takt med den voksende fattigdom i verden. Det
er kernen i den kapitalistiske udbytningsmekanisme, som kun ideologiske forsteninger
benægter.
Og den virker for fuld kraft i Danmark som i resten af verden.
Lige
præcis denne mekanisme skal for enhver pris holdes skjult. Ude af syne.
Væk fra opmærksomheden og bevidstheden. Helst væk fra gaden
og om bag facaden.
For skal den væk - skal kløften mellem rig
og fattig mindskes, og skal fattigdommen væk, så skal denne udbytningsmekanisme
væk.
Og så bliver det pludselig en alvorlig sag.
Netavisen 13. marts 2004