Kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2004
Fogh
og hans regering er i krise. Det er en vedtaget kendsgerning også i de borgerlige
medier, understøttet af meningsmålingerne, som viser at V, K og DF
klart står til at miste deres solide parlamentariske flertal. Socialdemokratiet
ligger til et kanonvalg som landets største parti med omkring en tredjedel
af vælgerne bag sig. Lykketofts statsministerdrømme ligner pludselig
noget, der er inden for rækkevidde.
Fogh og co. er opskræmte.
Det er også et signal om, at den kontante blokpolitik, der har trukket på
de tre partiers flertal, støder på stor modstand. Krisetegnene bliver
tydelige: Dansk Folkeparti kræver ministerrokader, og forsøger at
markere sig sammen med oppositionen i en række sager - og socialdemokraterne
taler nu pænt, fløjsblødt og stuerent med og om Kjærsgård-partiet.
De konservative profilerer sig fortvivlet med det ene forslag efter det andet:
Prøv den rene konservative vare! I statsministerens eget parti rejser superliberalisterne
omkring Søren Pind sig igen med krav om en hurtig gennemførelse
af samtlige nyliberalismens mærkesager.
Så langt, så
godt - de fleste kommentatorer er nogenlunde enige her. Men når det kommer
til at forklare, hvorfor Fogh-regeringen på to år har sat sit flertal
overstyr, kniber det mere med enigheden.
Blandt de mest udbredte forklaringer
er en TV-serie. 'Krøniken' skulle forårsage et stemningsskred til
fordel for socialdemokraterne. Den har tilmed en sympatisk kommunist som en af
sine bifigurer.
Lidt mere seriøst hævdes det, at det er den udbredte
modvilje mod Foghs usympatiske person, de evindelige ministerskandaler, eller
propagandakiksene (som filmen om Fogh som EU-formand eller hans nytårstale,
som var skrevet i Dansk Industri) som er årsagen til nedturen. Suppleret
med løftebrud (dagpengesagen) og den konfrontationssøgende blokpolitik.
Ingen
- absolut ingen - har anført modstanden mod Irak-krigen som en hovedårsag
til Foghs krise, eller blot som et element. Når det gælder en Bush's
eller en Blairs alvorlige parlamentariske vanskeligheder er ingen danske medier
i tvivl: en hovedårsag er deres krigspolitik og besættelsen af Irak
på basis af en overdramatiseret løgn og uden 'autorisation' fra FNs
sikkerhedsråd. Det er den massive folkelige modstand mod krigen.
Men
når det gælder den danske udgave af Bush- og Blairs politik (og Foghs
krigspolitik og øvrige nyliberale politik er blot en lokal variant), så
er dette uden betydning for den danske regerings nuværende vanskeligheder.
Sandheden
er tværtimod den, at Foghs krise er en klokkeklar pendent til de øvrige
krigsregeringers krise. Bag den ligger den massive folkelige modstand mod hele
det imperialistiske projekt, som betales af folkene med blod, dollars og kroner.
Bag den står modstanden mod de skattefri multinationale, oprustningen, mod
monopolerne og deres reaktionære stater.
Man kan sige, at det er
lykkedes Fogh - godt hjulpet af medierne - at sløre denne sammenhæng.
Men det har også krævet noget andet: den parlamentariske oppositions
stiltiende samtykke. Både før og efter beslutningen om at deltage
i krig og besættelse. Lige til det sidste holdt socialdemokraterne og de
radikale muligheden åben for at deltage i krigen, bare USA fik presset FNs
sikkerhedsråd til at give 'grønt lys' til kriminel aggression. Bagefter
har de stemt for den danske deltagelse i den militære besættelse.
SF har benyttet lejligheden til at erklære sig som varm tilhænger
af EU - og Enhedslisten har i folketinget af hensyn til sin alliance med socialdemokratiet
som støtteparti for en socialdemokratisk regering ikke boret sig fast i
at udtrykke den massive danske krigsmodstand. Modstanden er skabt og rejst uden
for folketinget, i den massive folkelige bevægelse mod krigen. Ligesom det
er dér, den massive modstand mod unionen og det europæiske supermagtsprojekt
er rejst og fastholdt gennem årene.
Enhedslisten kan blive udfordret
fra flere sider. Den tidligere redaktør af det hedengangne tidsskrift Faklen
Rune Engelbrecht har stiftet Minoritetspartiet, der er opstillingsberettiget.
I forbindelse med den forestående sammenslutning af DKP/ML (der siden Jørgen
Petersen blev formand har støttet Enhedslisten) og KPiD (der endnu længere
har opfordret til at stemme på liste Ø ved folketingsvalg) pønser
de på også at sikre sig parlamentarisk opstilling - og DKP/ML truer
med at tilbagekalde sin 'kritiske støtte'.
Arbejderpartiet Kommunisterne
har ikke støttet Enhedslisten eller anbefalet at stemme på den ved
folketingsvalg - ikke mindst på grund af dets rolle som støtteparti
for socialdemokraterne. Men vi tror heller ikke på disse alternative projekter,
og støtter heller ikke dem. 'Minoritetspartiet' er en klam parlamentarisk
fidus - og et nyt revisionistisk parti ved folketingsvalgene vil blot bevirke
yderligere splittelse af den folkelige modstand - uden for folketinget.
Se
også:
Bush får
brug for en ny 11. september
Kommunistisk Politik 4, 2004
Netavisen
11. februar2004