Kommentar
Kommunistisk Politik
1, 2004
Det er værd at markere, at ved årsskiftet var det
25 år siden, at DKP/ML blev dannet. Stiftelseskongressen blev afholdt i
København den 29.-31. december 1978 med omkring 30 deltagere.
Selvbevidst
erklærede den i indledningen på det nyvedtagne partiprogram:
'Den
socialistiske revolution knuser borgerskabets diktatur og opretter proletariatets
diktatur. Dette er betingelsen for, at arbejderklassen og dens allierede kan opbygge
socialismen og sikre dens udvikling til det klasseløse kommunistiske samfund.
Men det kan kun ske, når det proletariske klasseparti - et ægte kommunistisk
parti - står i spidsen for proletariatets kamp.
Med stiftelsen af Danmarks
Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, DKP/ML, har det danske proletariat atter
fået sit kommunistiske parti. DKP/ML samlet den røde fane op, som
revisionister og opportunister har trampet i sølet, og indskriver igen
den proletariske revolutions store løsen på den.'
Begejstringen
var ægte (og proletarisk, har man lyst til at tilføje): Der var ingen
tvivl hos deltagerne om, at stiftelsen var historisk og betød et stort
fremskridt for arbejderklassens kamp.
Det var resultatet af mere end et
årtis bestræbelser på at gendanne et revolutionært kommunistisk
parti, efter at DKP var blevet et revisionistisk og systembevarende parti, der
fablede om 'antimonopolistisk demokrati'. Et rødlakeret socialdemokrati,
kaldte Carl Madsen det. Forud lå et årti med et mylder af såkaldte
ml-organisationer, tilbage fra KFMLs oprettelse i september 1968 - små maoistiske
grupper, der alle ville 'genskabe det kommunistiske parti'.
Betydningen
af DKP/MLs stiftelse var ikke mindst, at den gjorde en ende på maoismens
indflydelse i den revolutionære bevægelse i Danmark. Kongressen stemplede
den såkaldte MaoTsetung-tænkning som en variant af den moderne revisionisme.
Maoismen forsvandt næsten fuldstændig med opløsningen af KAP.
Et andet partiprojekt - Arbejderpartiet Fælles Kurs - der var udsprunget
af DKP spillede ligeledes fallit i de følgende år. Og DKP selv med
programmet for det antimonopolistiske demokrati gik fra den ene krise til den
anden, opløstes i kæmpende fraktioner, kulminerende med partiets
de fakto-opløsning i 1989-91, parallelt med Sovjetunionens sammenbrud og
en tilsvarende krise i hele den prosovjetiske revisionistbevægelse.
Igennem
hele denne periode, hvor DKP/ML fungerede som et marxistisk-leninistisk parti,
styrkedes og voksede det også. Oven på de tidlige halvfjerdseres opsving
i klassekampen var 80erne en periode, der gik svanger med kontrarevolution, kulminerende
i begivenhederne i 89-91 og det socialistiske Albaniens fald, det eneste ægte
socialistisk land i verden på det tidspunkt. Firserungdommen blev apolitiseret,
'Nå-generationen' blev den kaldt. Den danske 'venstrefløj' var i
permanent krise. Men det lille DKP/ML arbejdede, tog del i og gav retning til
alle periodens store klassekampe og bevægelser, rekrutterede og uddannede
mange hundrede kommunister over hele landet, begyndte at udgive et revolutionært
dagblad: Arbejderen, det eneste marxistisk-leninistiske dagblad i Europa.
Partiet
kom styrket ud af krisen ved kulminationen af den borgerlige og revisionistiske
kontrarevolution i Europa, og det var i stand til at erkende den nye verdenssituationen
(der blev betegnet som 'den ny verdensorden') med kun en imperialistisk supermagt
USA, som i spidsen for det imperialistiske system gik i offensiven mod alt hvad
der var socialistisk, revolutionært og bare progressivt i verden. DKP/ML
var i stand til at justere sin strategi og taktik for revolutionen i Danmark i
overensstemmelse med denne nye periode i arbejderklassens og folkenes kamp.
Men
i 1997 knækkede filmen. En fraktion i Centralkomiteen formåede at
samle alt, hvad der var opportunistisk, liberalt, opgivende og betændt i
partiet og kuppede sig til magten over partiet. Jørgen Petersen-kliken
forvandlede det til et andet parti, placerede det på en anden linje, forsynede
det med et revisionistisk program, strategi og taktik. Kampen om linjen førte
til spaltningen i 1997 og dannelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne i år
2000. Den revisionistiske linjes sejr i DKP/ML gjorde det til en ordinær
revisionistsekt, som gik ind i spillet om magt og indflydelse i en såkaldt
kommunistisk samlingsproces, der sigter på at sammenslutte KPiD, DKP/ML
og måske også DKP. Dagbladet Arbejderen blev til en ordinær
venstrefløjsavis.
Men det er nutid. Hvad der er værd at fremhæve
er DKP/MLs 17 år som revolutionært parti, der sikrede marxismen-leninismen
en stærkere position i arbejderklassen og blandt venstrekræfterne
end nogensinde før, siden DKP efter krigen og i halvtresserne slog ind
på reformismens vej.
Resten bliver en parentes.
Netavisen 7. januar 2003