Hundredtusinder
demonstrerede mod Bush - her i RomAf Klaus Riis
Bush-regeringen er i vanskeligheder. Ikke mindst på grund af Irak-krigen. Den massive folkelige modstandskamp har bundet en meget stor del af de aktive amerikanske kampstyrker - og indtil videre forhindret krigsmageren i Det Hvide Hus i at udløse en ny aggressionskrig mod en anden 'slyngelstat'.
Hundredtusinder
demonstrerede mod Bush - her i Rom
Den globale antikrigsbevægelse puster også Bush og krigskoalitionen i nakken. Bush var på besøg i Europa i forbindelse med markeringen af 60-året for D-dag, den sene amerikansk-britiske invasion af Frankrig under 2. Verdenskrig, på et tidspunkt hvor Sovjetunionen var ved at knække halsen på Hitlertyskland.
Det skulle være
det helt store amerikanske propagandanummer for at fremstille USA som 'verdens'
og 'demokratiets' frelser - men Bush blev mødt af massive
demonstrationer både i Italien (se billeder) og i
Frankrig.
Også den amerikanske antikrigsbevægelse mobiliserede
titusinder til protest i Washington.
Rumsfeld blev mødt af stordemonstration
i Bangladesh. Også ved Rumsfelds
bopæl blev der demonstreret med krav om at USA trækker sig ud
af Irak.
Politiske iagttagere beskriver situationen i den amerikanske administration
som presset, anspændt og vankelmodig. Det minder
om Nixons sidste dage, skriver en kommentator. Mens Bush fastholder sin strategi,
ser det ud som om den neokonservative klan, som har siddet i magtens centrum,
er ved at miste indflydelse.
Men der er også gode nyheder for Bush.
Anders And fylder 70 år og Ronald
Reagan er død. Den ultrakonservative Reagan indledte sammen med den
britiske Margaret Thatcher og den tyske kansler Helmut Kohl en ny imperialistisk
offensiv, som var medvirkende til Sovjetunionens og østblokkens opløsning
og forandrede det globale landkort - både fysisk og politisk. Bush's far
kaldte det 'Den ny verdensorden' - og Bush søger at stive sig selv af med
Reagans popularitet i dele af det amerikanske samfund ved at fremstille sig selv
som hans efterfølger som verdensfrelser og 'frihedens apostel'.
Endnu
vigtigere er det, at den amerikanske intrige omkring 'magtoverdragelsen' til en
ny irakisk vasalregering den 30. juni har fået Sikkerhedsrådets blåstempling.
Den
blev ensstemmigt vedtaget (se
den fulde ordlyd af teksten her) tirsdag den 8. juni efter et intenst diplomatisk
spil.
Sikkerhedsrådets - og dermed fransk, russisk og kinesisk - tilslutning
er en storsejr for Bush-administrationen. Det betyder, at der kastes et skær
af legitimitet over den hele vejen igennem ulovlig krig og besættelse af
Irak. Formelt set afslutter resolutionen besættelsen af Irak den 30. juni
- med indsætttelsen af den ny irakiske regering. Den
'byder påbegyndelsen
af en ny fase i Iraks overgang til en demokratisk valgt regering velkommen og
ser frem til afslutningen af besættelsen og en fuldstændig suveræn
og uafhængig Midlertidig Regerings overtagelse af det fulde ansvar og myndighed
den 30. juni 2004' - som det hedder i indledningen. Med denne resolutions
vedtagelse annulleres alle tidligere sikkerhedsråds-beslutninger vedrørende
Irak.
Det må betegnes som noget i retning af en FN-rekord i diplomatisk hykleri. Der eksisterer ingen 'fuldstændig og suveræn' irakisk regering efter den 30. juni. FNs sikkerhedshedsråd har valgt at blåstemple en regering, der ledes af en CIA-terroragent ved navn Iyad Allawi, håndplukket som chef for en regering, der for det meste består af andre håndplukkedede amerikanske agenter fra eksilirakernes kreds.
At udnævne den 30. juni til den officielle slutdato for besættelsen er ikke en mindre joke. De amerikanske besættelsesstyrker opretholdes i fuldt omfang, de øvrige internationale besættelsesparetnere bliver der også - og Bush søger tilmed at udvide NATOs rolle i besættelsen. De amerikanske soldater indkvarteres på 14 permanente baser, der er ved at blive opført rundt om i Irak. Og den såkaldte 'fuldt suveræne' regering har ikke kontrol med eller myndighed over besættelsestropperne eller deres krigsoperationer.
Det er orwellsk nysprog at kalde den fortsatte
besættelse for ophør af besættelsen.
FN-resolution eller
ej: Fakta er at der også efter 30. juni foregår en illegal krig og
besættelse af Irak. Vedtagelsen af resolutionen er vanærende for Sikkerhedsrådet
og for FN og vil yderligere miskredittere FN i folkenes øjne.
Vedtagelsen
af resolutionen betegner et kompromis mellem verdens store imperialistmagter -
USA/UK, Frankrig/Tyskland, Rusland og Kina. De øvrige imperialistmagter
søger at hjælpe USA og Bush ud af den katastrofale klemme, de har
anbragt sig i. De vil også tage sig betalt - i form af øget indflydelse
i Bush-Irak og ved politiske og økonomiske indrømmelser på
andre områder. Vedtagelsen af resolutionen betegner den formelle 'heling'
af revnerne i den fællesimperialistiske front, der har været åbne
og synlige siden optakten til Irak-krigen, og som har sin hovedgrund i det Bush-admiknistrationens
forsøg på at etabler et globalt amerikansk overherredømme.
Resolutionen
giver USA en mulighed for at fortsætte besættelsen og bevare kontrollen
med Irak - og giver samtidig indrømmelser nok til den 'liberale/demokratiske'
opposition i og uden for USA til at dæmpe den livsfarlige kritik af Bush's
krigseventyr.
Uden at ændre grundlæggende ved tingene vil det
betyde nye vanskeligheder for den irakiske modstand og for hele den globale modstand
mod Irakkrigen. Men det vil ikke hverken stoppe modstandskampen eller den globale
protest.
Det kan tilmed være med til at få folk til at forstå,
at man ikke kan stoøtte sig på en eller flere imperialistmagter i
kampen mod den amerikanske imperialisme. Frankrig har i dette tilfælde stemt
på EUs vegne, og udtrykker denne imperialistiske Unions reaktionære
karakter, når den ofrer international ret og basale principper for et råddent
kompromis. 'Krigsmodstander'-landet Rusland og 'krigsmodstanderlandet' Kina er
nu tilhængere af krigen og besættelsen og 'det nye Irak', som de kalder
'suverænt' og 'ikke-besat'.
De er nemlig selv nye imperialistmagter,
der er trådt ind i det store globale imperialistiske spil om magt og indflydelsessfærer.
En
af de irakiske modstandsledere, formanden for Iraks Patriotiske Alliance Abd Al-Jabbar
Al-Kubaysi taler på hele den irakiske modstands vegne, når han siger:
-
USA har brug for nye, friske ansigter til sin besættelsesadministration.
Så amerikanerne har bedt FN og Brahimi om at redde situationen for dem.
De forsøger således at opbygge en ny facade i Irak. Men det irakiske
folk ved, at de bedrager. FN og Brahimi er intet andet end USA’s politiske
agenter. Virkeligheden viser nemlig, at de blot er i færd med at ændre
navnet på det gamle Regerende Råd.
Den irakiske modstasd
er fuldstændig klar i sin holdning:
- Der kan ikke være nogen
suverænitet, så længe der er fremmede tropper i Irak. Deres
tilbagetrækning er en forudsætning. Vi vil ikke acceptere noget mindre.
Og vi fordømmer ethvert samarbejde med besætterne, også i FN-regi,
som blot er et skalkeskjul for besættelsen, siger Al-Kubaysi.
(Se
hele interviewet med Al-Kubaysi her)
Det må også være
den globale krigsmodstands holdning. Det kan være bittert at opgive illusionerne.
Ikke mindst fast indgroede illusioner om FN som en fredsskabende organisation,
som sikrer overholdelsen af international lov og menneskerettigheder. I Iraks
tilfælde er FN først blevet misbrugt - og har ladet sig misbruge
- til at gennemføre mere end et årti af sanktioner, som ku kan betegnes
som folkemorderiske - med 1½ million døde irakere som ofre.Nu blåstempler
Sikkerhedsrådet den utilslørede forbrydelse, som Bush, Blairs og
Foghs krign mod Irakvar og er.
Ikke FN, ikke imperialistmagterne - men folkene
- kun folkenes kamp - kan sikre retfærdighed, frihed og virkelig uafhængighed.
Netavisen 10. juni 2004