Af Klaus Riis
DKP-ml/KPiD
om 'læren af Chile'
Den 11. september
bragte Dagbladet Arbejderen en kronik af Sven Tarp (DKP/ML), som udtrykker fællespartiet
KPiD/DKP-mls forsvar for den 'chilenske vej til socialismen' (dvs. 'fredelig overgang).
Se den i sin helhed her.
Om 'læren af Chile' skriver Tarp:
"Både
før og efter kuppet den 11. september 1973 har erfaringerne fra Allendes
regeringstid været et hedt diskussionsemne på venstrefløjen
og i den kommunistiske bevfægelse.
Mens Folkeenheden sad ved regeringsroret
forfægtede en del kræfter, at dette var det endegyldige bevis på,
at den fredelige vej til socialismen er mulig.
Efter kuppet hævdede andre
kræfter derimod det stik modsatte, nemlig at fiaskoen for den 'chilenske
vej til socialismen' en gang for alle beviste, at det ikke er muligt at komme
til magten ad fredelig, parlamentarisk vej.
Begge konklusioner er overilede.
Denne måde at drage konklusioner på - i filosofien kaldes den 'induktion'
- kan ikke bruges på de chilenske erfaringer. Man kan ikke på denne
måde generalisere ud fra konkrete enkelteksempler og opstille almengyldige
love, som gælder for alle lande - uden for tid, sted og konkrete betingelser.
Hvad
man kan derimod konkludere ud fra Chiles eksempel er, at den fredelige, parlamentariske
vej til socialismen ikke var mulig under de konkrete historiske betingelser, som
eksisterede i Chile og internationalt på daværende tidspunkt. Venezuelas
nuværende udvikling under Hugo Chavez' inspirerende ledelse viser, at andre
forhold giver andre muligheder."
Kommentar
Kommunistisk
Politik 19, 2003
30-året for det fascistiske kup i Chile er blevet markeret over hele verden - også i Danmark. Socialdemokraterne og SF kappedes med KPiD/DKP-ml om at hylde Allende og hans Unidad Popular ('Folkeenheden') og fordømme det CIA-støttede fascistiske generals-kup.
Men i
disse fordømmelser af den ydre magt, som slog den folkelige bevægelse
til jorden, glemte man at undersøge den indre faktor for nederlaget - den
linje, som UP byggede på: tesen om den 'fredelige overgang til socialismen'.
Chile
under Allende blev vidt og bredt propaganderet som 'beviset' på, at socialismen
kunne sejre uden revolution, uden et væbnet opgør med den kapitalistiske
statsmagt og dens imperialistiske støtter. Ikke mindst af de prosovjettiske
partier som DKP i Danmark.
Nederlaget for 'den chilenske vej' udløste
også i Danmark en hæftig diskussion om revolutionær strategi
- også i DKP - hvor ideen om 'fredelig, parlamentarisk overgang' blev angrebet
af f.eks. Carl Madsen.
30 år efter bliver selve denne fredsommelige strategi
igen hævet til skyerne, som om intet kan læres af historien (der som
altid er skrevet i blod).
Sven Tarp - fællespartiet KPiD/DKP-mls teoretiske orakel - har i en kronik i fællesorganet Arbejderen den 11. september ualmindelig klodset og uvidenskabeligt forsøgt at redde den revisionistiske idé om 'fredelig overgang til socialismen', selvom den 'chilenske vej' spillede fallit med så katastrofale konsekvenser. Den fælles 'lære af Chile' er optrykt over denne kommentar.
Løgn 1:
Tarp
skriver: 'Mens Folkeenheden sad ved regeringsroret forfægtede en del
kræfter, at dette var det endegyldige bevis på, at den fredelige vej
til socialismen er mulig.'
Sandheden: UPs to vigtigste partier - Allendes
Socialistparti og Corvalans prosovjetiske revisionistparti - var begge glødende
tilhængere af forestillingen om 'fredelig og parlamentarisk overgang'. UP
blev dannet som en 'strategisk' alliance mellem socialister (socialdemokrater)
og revisionister, og blev på verdensplan - ikke mindst af de prosovjetiske
partier - fremstillet som model for 'fredelig overgang'.
Selve linjen var forkert:
Der kom ikke socialisme. Der kom fascisme.
Løgn 2:
Tarp skriver: 'Efter kuppet hævdede andre kræfter derimod det stik modsatte, nemlig at fiaskoen for den 'chilenske vej til socialismen' en gang for alle beviste, at det ikke er muligt at komme til magten ad fredelig, parlamentarisk vej.'
Sandheden: Den revolutionære kritik af den
'fredelige overgang' og af den 'chilenske vej' kommer ikke først efter
kuppet, men længe før. På den første partikongres efter
Stalins død knæsatte Sovjetunionens Kommunistiske Parti tesen om
muligheden af fredelig overgang i strategisk alliance med socialdemokrater. Få
år før kuppet i Chile slagtedes en halv million indonesiske kommunister
og sympatisører, fordi det kommunistiske parti dér fulgte den 'fredelige'
idé.
Allende-eksperimentet var fra starten ledsaget af diskussionen
om fredelig overgang eller revolution. Også i Danmark fandt den diskussion
sted allerede før kuppet. DKP støttede blindt alle skridt, Allende-regerinegn
tog for at imødekomme de troløse generaler. Datidens ml-bevægelse
(f.eks. KFML) kritiserede disse illusioner, som ledte til nederlaget.
Den
'chilenske vejs' fallit gjorde det klart for en generation af revolutionære
verden over, at 'fredelig overgang' - under de rådende betingelser - var
nederlagets vej.
Løgn 3:
Den
marxistisk-leninistiske teori understreger nødvendigheden af revolution
med magt, af at knuse det borgerlige statsapparat og opbygge et nyt som forudsætning
for arbejdernes klasseherredømme og opbygningen af socialismen.
Det
er ikke 'induktion' fra et enkelt eksempel, en en konsekvens af marxismens opfattelse
af staten og revolutionen.
Til gengæld har denne marxistisk-keninistiske
konklousion historien med sig: Der eksisterer ikke et eneste eksempel på
socialismens sejr på basis af den reformistiske og revisionistiske forestilling
om 'fredelig overgang'.
Ikke ét eneste fra 1871 (Pariserkommunen) og
frem til i dag.
Der findes kun eksempler på at socialisme er blevet
en realitet på basis af revolution og væbnet undertrykkelse af de
hidtidige herskende udbytterklasse og dens voldsapparat.
Det var et hovedindhold
i Oktoberrevolutionen, den første sejrrige socialistiske revolution.
Intet
har hidtil ugyldiggjort, eller blot modereret, dennes lære.
Løgn 4:
Tarp skriver: "Venezuelas nuværende udvikling
under Hugo Chavez' inspirerende ledelse viser, at andre forhold giver andre muligheder"
- det vil sige nye muligheder for 'fredelig og parlamentarisk overgang' til socialismen.
Han ulejliger sig ikke med at forklare sig nærmere.
Nu hedder det
ikke den 'chilenske vej', men den 'venezuelanske'.
Og åbenbart er
Chavez' Venezuela ikke bare ledt af en progressiv regering, som står (delvist)
på antiimperialistiske positioner - det har sat kurs mod 'socialisme' på
basis af tesen om 'fredelig overgang'.
Det er ikke sandt, men endnu en Tarp-løgn
- hvad man også må håbe for Chavez-regeringen og det venezuelanske
folk.
Dokumentation
John
Max Pedersen: DEMOKRATISK SOCIALISME
Eksemplet Chile viser umuligheden
af en fredelig vej til socialisme
Arbejderbladet oktober 1972
DKP
om Chile - før og efter kuppet
APK har på nettet genudgivet
en konkret analyse af de indre årsager til Allendes og UPs nederlag fra
vort chilenske broderparti PC/AP, skrevet i 25-året for kuppet:
Reformisme
- porten til fascisme
Se også:
Carl
Madsen: Drage lære af Chile
Demos 1975
Netavisen 26. september 2003