Kommentar
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik
19, 2003
Det
svenske Nej til euro'en ved folkeafstemningen den 14. september får ingen
konsekvenser for Danmark, kunne den danske statsminister oplyse samme aften.
Lige
siden har Fogh og ja-partierne tænkt, så det knagede. Det svenske
Nej har selvfølgelig opmuntret den danske EU-modstand. Ligesom det har
opmuntret den norske, som igen i meningsmålingerne har et flertal mod medlemskab.
Anders
Fogh ved debatmødet på Århus Universitet 22.09.03
Foto:
Frank B. Schmidt
Først fandt han på at sende det
retslige forbehold til afstemning - ikke om afskaffelse, men om en ændring,
der betyder at folketinget kan afskaffe det - sammen med den lovede folkeafstemning
om EU-forfatningen (som nu i den officielle sprogbrug i medierne skønmalende
upræcist kaldes EU-'traktaten').
Derpå lod han i går
'bomben' springe ved et debatmøde på Århus Universitet: Et
Nej ved folkeafstemningen vil betyde dansk udtræden af Unionen.
I
løbet af aftenen fik han tilslutning fra samtlige ja-partier: Hvis vi næste
år stemmer nej til EUs forfatningstraktat, vil det i realiteten betyde,
at Danmark meldes ud af EU.
De bedyrer alle, at det ikke er en aprilsnar i
september.
Der er ikke den ringeste grund til at tro dem: Skulle det blive
et Nej ved en folkeafstemning, hvor det - om ikke formelt, så dog politisk
bliver et klart valg omkring medlemskab eller ej - så vil samtlige tilhængerpartier
gøre alt, hvad de kan, for at sabotere dette nej og forhindre dansk udtræden.
Nøjagtig på samme måde som de ikke respekterede Nej'et til
Maastrichttraktaten i 92, de fire undtagelser fra 93 (som var et resultat af den
påtvungne omafstemning) eller Nej'et ved det danske eurovalg den 28. september
2000. Dengang sagde et klart flertal - 53,1 pct. mod 46,9 pct. - nej tak, med
en valgdeltagelse på 87,5 pct.
Et gentaget flertal, som havde hovedparten
af partierne, arbejdskøberorganisationerne, LO-toppen, medierne og pengene
imod sig - og alligevel slog dem ved afstemningerne. Som blev truet, lokket og
beløjet, og trods det har sagt fra over for alle store nye skridt i monopolernes
projekt 'Europas Forenede Stater'.
Det har lige siden været ja-partiernes
hovedmål i EU-politikken at omstøde folkeflertallets afgørelser.
De
kan heller ikke gøre andet: Det er deres natur. De hævder selvfølgelig,
at de repræsenterer hele nationen og hele folkets interesser, men i grunden
er deres opgave at varetage kapitalens og den kapitalistiske stats interesser,
som står i modsætning til arbejdernes og det store flertals både
umiddelbare og langsigtede interesser og i modsætning til den nationale
interesse i uafhængighed og en selvstændig udvikling.
Der er ikke
grund til at tro dem over en dørtærskel: De vil aldrig respektere
et nej.
Selvfølgelig er Foghs udmelding aftalt med regeringens parlamentariske
støtte Dansk Folkeparti, som på sit landsmøde rejste spørgsmålet.
Sådan er rollefordelingen. Dansk Folkeparti ønsker ikke en dansk
udtræden af EU. Det er ikke en hemmelig fan af Norge. Som et i enhver henseende
ultrareaktionært parti banker dets hjerte for USA, Bush-regeringen og dens
imperialistiske felttog mod muslimer og fattige lande og folk i verden.
Som
populistisk parti har Dansk Folkeparti altid snyltet på EU-modstanden, som
var stærk, bred og folkeligt baseret, ikke mindst rodfæstet i arbejderklassen,
længe inden Pia Kjærsgaard og DF blev opfundet, og Mogens Glistrup
og Fremskridtspartiet tilhørte de glade ja-partier.
Nu skal det fremstå
som Ud af EU-parti nr. 1. Det har det aldrig været, og det vil det aldrig
blive - men dette image vil drive EU-skeptikere over i ja-sigernes lejr, samtidig
med at det vil styrke Dansk Folkeparti, og ellers intet.
Hvis statsministeren
og ja-partierne mener alvor, så lad dem (og de har flertal i folketinget)
formulere stemmesedlen som et kryds for EU-forfatningen, eller et kryds for Ud
af EU. Så ville der være rene linjer. Unionsmodstanden ville også
kunne vinde en sådan afstemning, for flertallet af danskerne og den danske
nation vil have det bedre uden for både den europæiske og den amerikanske
imperialistiske lejr, selvstændigt, åbent for positive forbindelser
med alle verdens lande og folk.
Den konsekvente, folkelige og klassebaserede
EU-modstand må ikke lade sig skræmme af at ja-siden gør det
til et valg om medlemskab af EU. Heller ikke til at fortie, at det vil være
bedre for det store flertal at Danmark ikke er medlem af de europæiske monopolers
klub. Lad SF og Junibevægelsen om at sværge til medlemskab på
trods af at de er modstandere af (dele af) forfatningen. Lad dem fifle
med nye nationale kompromisser - og lad os andre mobilisere til et klart klassenej
og et klart folkeligt nej til EU's superstats- og supermagtsforfatning.
Og
til dansk udtræden af det dårlige selskab.
Se
også
Baggrund
Den
kommende folkeafstemning: Ikke den sidste - men meget svær at vinde
Brev
til Folkebevægelsen mod EU, 1. september 2003
Af Franz Krejbjerg, APK
Netavisen 23. september 2003