Pynlig ufbrydelse

Leder
Kommunistisk Politik 16, 2003

Der blev først helt stille. Alle fuglene tav. Så brød stormen løs i sommervarmen: Sognepræst Thorkild Grosbøll fra Tårbæk tror ikke på gud. Spredt af medierne over hele verden: 'Groesboel' gik i kredsløb. Præsten der har mistet barnetroen - og fortsætter som præst.
I den grad en pynlig ufbrydelse, som en af 1960ernes digtere sagde.

Folkekirkepræsterne er delt, mange vil have ham smidt ud. Grundtvigianerne er delt i to retninger: den grundtvigsk-tidehverske retning der vil sætte grænser for, hvad en præst kan tillade sig at udtrykke (i den lejr boltrer Dansk Folkepartis sorte fætre sig), dels i den grundtvigske med rod i skole- og højskolebevægelsen, der forsvarer præstens ultimative åndelige frihed i forkyndelsen.

Frikirkerne er enstemmige: Havde han været frikirkepræst, havde han slet ikke været præst.
- Folkekirkens troværdighed er svækket efter Grosbøll-sagen, men sagen skader også andre kirkers troværdighed, fordi Thorkild Grosbøll får lov at blive som præst i en kristen kirke, siger Generalvikar Lars Messerschmidt fra den katolske kirke.
Grosbøll er stadig præst efter at have udsendt en tåget og uforståelig tilbagekaldelse af sin trosfornægtelse, som har gjort hans modstandere endnu mere rasende.

Sagen har sat fokus på de vantro præster i folkekirken. Grosbøll er ikke alene blandt de nulevende. Og hans opgør med den kristne barnetro unægtelig sine forgængere, også blandt præster. Franskmanden Jean Messelier levede som præst hele sit liv, men efterlod sit ateistiske testamente, der blev en del af oplysningsfilosoffernes ballast. I 1733 fremsatte han en erklæring, som reaktionen aldrig har tilgivet og historien ikke har glemt:
"Jeg så gerne, og det er mit sidste og mest brændende ønske, jeg ville gerne se den sidste konge kvalt i tarmene fra den sidste præst'.

Dengang kunne man slå vantro præster ihjel. Der var gode grunde til at Messelier tav, mens han levede. Tiderne er skiftet, og Grosbøll (som langt fra er nogen Messelier, og slet ikke hvad angår tankens klarhed) kan stadig forrette kristne ritualer i den danske statskirke.
For i Danmark er kirken og staten ikke adskilt.

Til gengæld raser den kristne fundamentalisme, som har allieret sig med denne verdens største magthaver, Bush-regeringen i USA, hvor religion og stat officielt er skilt ad, men hvor statsmagten og gud kører et gnidningsløst parløb:
"Gud er ikke neutral i kampen mellem terror og retfærdighed!", erklærede George W. Bush efter 11. september 2001, og alverden ved, at gud har velsignet hver eneste amerikansk krig og besættelse gennem tiderne. Gud er på USA's side, simpelthen. Og det er de sorte præster i Dansk Folkeparti og udenfor også.
De amerikanske kirkesamfund har imidlertid også deres problemer. Ikke mindst har prælater fra den katolske kirke systematisk forgrebet sig seksuelt på menighedernes børn, og kirken har ihærdigt dækket over skandalen.

I sin første revolutionære tid iklædte den borgerlige revolution sig religiøse former. I det 18. århundrede kunne man begynde at kaste dem fra sig. Men med det imperialistiske borgerskab genoplives religiøs fundamentalisme af enhver art som et symptom på dens åndelige råddenskab og degenration. Den døende kapitalisme slutter en cirkel med udvikling af sofistikeret masseødelæggelsesteknik med at parre sig med den mest absurde religiøse fanatisme.

Det har altid været en del af amerikansk supermagtspolitik at bekæmpe ateistiske og verdslige bevægelser, først og fremmest socialismen og kommunismen, men også de ikke-religiøse nationale befrielsesbevægelser. I denne kamp har man tidligere allieret sig med den islamiske fundamentalisme, men nu - efter 'sejren over kommunismen' - har den kristne fundamentalisme og den jødiske, eller en variant af den, zionismen, indgået en anden alliance - imod den islamiske fundamentalisme.

Religiøs fundamentalisme af enhver art er grundlæggende krigerisk - men den benyttes til at forvanske de virkelige kriges reelle motiver og bevæggrunde. Et eller andet sted indgår hele Grosbøll-sagen i den sammenhæng.

Måske bør Messeliers fromme sidste ønske opdateres til
'Må den sidste supermagtspræsident blive kvalt i tarmene på den sidste pædofile biskop'.

Netavisen 15. august 2003