Af Klaus Riis
Hvis en revolutionær udenlandsk kammerat spurgte: Hvilken strategi har partierne på den danske venstrefløj for at tage magten, for at indføre socialismen under arbejdernes klasseherredømme - ville de fleste blive ham/hende svar skyldig. De opportunistiske venstrefløjspartier, der ikke åbent erklærer sig som reformistiske og tilhængere af en gradvis parlamentarisk overgang til socialismen - og det vil vistnok sige Enhedslisten, de kommunistiske småpartier KPiD, DKP/ML og DKP samt de trotskistiske organisationer - har nemlig ikke nogen strategi for revolutionen.
En seriøs
behandling af spørgsmål om strategi og taktik er en by i Rusland
- hvilket også er en indikation af alvoren i disse grupperingers ønske
om et andet samfund, et socialistisk samfund.
Den strategiske diskussion drejer
sig i det højeste om, hvorvidt en revolution er nødvendig eller
ej - og i klassekampens praksis florerer parlamentariske vaner, organisationsformer
og taktikker hæmningsløst.
Det 'socialistiske' partis rolle
er at sikre sig stemmer til parlamentsrepræsentation og fornyelse af dem
ved næste valg. Folketingsgruppens virksomhed er kernen i partiets politiske
aktivitet; faglige og andre masseorganisationer kan mobilisere, når folk
skal på gaderne for at understøtte et krav, som 'partiet' rejser
i parlamentet: Den 'udenoms-parlamentariske' kamp skal understøtte den
heroiske kamp, der udkæmpes på klassekampens hovedarena: folketinget.
I
forbindelse med maleraktionen i folketinget lykkedes det DKP krystalklart at give
udtryk for denne holdning, da det i en udtalelse skrev:
"Derimod er det
forkasteligt, at de to Globale Rødder skaffede sig adgang til Christiansborg
med det løgnagtige påskud, at de havde en aftale med et medlem af
Enhedslistens folketingsgruppe. Det var en illoyal handling, der røber
mangel på forståelse for de vilkår, venstrekræfternes
repræsentanter arbejder under i parlamentariske forsamlinger."
Det
er et påfaldende udtryk for den sygdom, den danske venstrefløj lider
af. Diagnosen: Parlamentarisk senilitet.
En socialistisk revolutions
hovedarena er ikke det borgerlige parlament. En af de væsentligste discipliner
i den leninistiske revolutionsteori er netop spørgsmålet om strategi
og taktik. Og det starter med spørgsmålet om partiet selv.
"Bolsjevikerne
kunne ikke undgå at se, at de vesteuropæiske socialdemokratiske partier
efter Engels' død var begyndt at degenerere fra at være den sociale
revolutions partier til at være de 'sociale reformers' partier, og at ethvert
af disse partier, som organisation betragtet, allerede var forvandlet fra en førende
kraft til et vedhæng til sin egen parlamentsgruppe.
Bolsjevikerne kunne
ikke undgå at vide, at et sådant parti ikke bragte proletariatet noget
godt, at et sådant parti ikke var i stand til at føre arbejderklassen
til revolutionen.
Bolsjevikerne kunne ikke undgå at vide, at det, proletariatet
havde brug for, ikke var et sådant parti, men en anden slags parti, et nyt
og ægte marxistisk parti, som ville stille sig uforsonligt overfor opportunisterne
og revolutionært overfor bourgeoisiet, et parti, som skulle være fast
sammenytømret i ubrydelig enhed, den sociale revolutions parti, det proletariske
diktaturs parti."
(SUKP(bs) historie, Tiden 1946, s. 170-71)
Stalin søgte i begyndelsen af 20erne at systematisere leninismens opfattelse af strategi og taktik som en særlig disciplin for den revolutionære videnskab. Der er grund til at studere artikler som Om de russiske kommunisters politiske strategi og taktik (1921) og Til spørgsmålet om de russiske kommunisters strategi og taktik (1923) m.fl.
De findes nu på nettet - på Oktobers hjemmeside, i underrubrikken
Marxistisk Bibliotek:
Et seriøst arbejde med strategien og taktikken
må starte med studiet af arbejderklassens og revolutionens historiske erfaringer.
Netavisen 16. juni 2003