Af Klaus Riis
Det må nuværende tidspunkt stå klart for enhver, at de uhørt lange varetægtsfængslinger af de to maleraktivister Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen har karakter af et politisk frontalangreb fra statsmagtens side på den stærke antikrigsbevægelse i Danmark, som har vendt sig imod Irak-krigen og dansk deltagelse i krig og besættelse.
Den 29. april besluttede Københavns Byret at forlænge varetægtsfængslingen med fire uger frem til den 27. maj, hvor selve retssagen begynder. Dermed vil de to aktivister have siddet 2½ måned i varetægtsfængsel, siden de den 18. marts i en symbolsk og ikke-voldelig civil ulydighedsaktion kastede rød maling på stats- og udenrigsministeren i folketinget.
Anklager og byretsdommeren har ikke engang lagt skjul på, at varetægtsfængslingerne skal sende et 'klart signal' om at sådanne aktioner ikke vil blive tolereret i det danske borgerlige demokrati, men vil blive straffet særdeles hårdt. Danmark oplever med andre ord igen klare politiske fængslinger. Det er for længst indlysende, at der ikke findes nogen form for saglig begrundelse for de fortsatte varetægtsfængslinger. Sagen er fuldt opklaret - og de to aktivister har ikke forsøgt at hindre det. De har tværtimod selv fremstillet aktionen som et eksempel på anvendelse af civil ulydighed som aktionsform.
Det er dette, som gør sagen så ekstraordinær, for vi skal tilbage til Ribus-fængslingerne af Peter Kleist og Co. i 1995 for at finde noget, der ligner. Der er allerede med forhåndsstraffen i form af den enormt lange varetægtsfængsling lagt op til en meget hård dom, som overgår Ribus-aktivisternes, der beskyldtes for som 'strejkegeneraler' at stå bag hærværk og sabotage i stort omfang i Esbjerg. Fængslingerne af Ribus-aktivisterne var et forsøg på at knuse en stærk og militant arbejdskamp mod privatisering og udliciteringer - og at kriminalisere faglig kamp.
Den krigsførende besættelsesmagt Danmark vil med varetægtsfængslingerne og en kommende hård dom til de to malermestre statuere et eksempel overfor antikrigsbevægelsen, der skal få den til at opgive enhver tanke om at anvende civil ulydighed som aktionsform. Besættelsesmagtens domstole fængsler aktivister i månedsvis og lægger op til en helt usædvanlig streng straf i et opsigtsvækkende brud med tidligere retspraksis. (Da Fogh på Nørrebro fik et æg tværet ud i nakken lød den samlede dom på fjorten dages fængsel, f.eks.). Anklageren vil benytte lejligheden til at introducere skærpede straframmer, som blev gennemført i forbindelse med vedtagelsen af terrorpakken i juni sidste år.
Anklagerens krav om fængslingerne
som et politisk signal - som er fulgt af by- og landsret - er ganske enkelt grotesk.
Og endnu mere grotesk er den totalt udeblevne reaktion fra partier som De Radikale,
SF og Enhedslisten, der ellers paraderer som retssikkerhedens vogtere.
Efter
halvanden måneds tavshed må det konstateres, at 'den der tier samtykker'.
Man kan være uenig om den konkrete aktion. Enhedslistens og SFs uheldige reaktion på den er velkendt. Men man kan ikke være uenig i, at der er tale om anvendelsen af kampformer, som ligger inden for de rammer af civil ulydighed, som udtrykkeligt støttes af den danske antikrigsbevægelse. Der kan heller ikke være nogen uenighed i vurderingen af varetægtsfængslingerne som rent politiske eller af anklagemyndighedens og domstolenes fremfærd som et politisk angreb på antikrigsbevægelsen. Der kan ikke herske tvivl om, at dens krav må være øjeblikkelig løsladelse/frikendelse af Lars og Rune. Dette krav rejses af 'Ingen krig mod Irak', som både SF og Enhedslisten er tilsluttet. Men det rejses ikke af de to partier - det rejses ikke i folketinget.
Den 1. maj 2003 har besættelsesmagt Danmark to politiske fanger - hvis aktion for hele verden synliggjorde den protesten mod dansk krigsdeltagelse - og Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som paraderer i rødt, holder fuldstændig kæft. Det er pinligt for begge, det er afslørende, og det vil blive bemærket af en hel generation af unge krigsmodstandere.
I tiden op til og under retssagen den 27. maj må der opbygges en slagkraftig solidaritetsbevægelse med de to politiske fanger som det skete under Ribus-konflikten. Der er tale om et forsøg på at kriminalisere fredsbevægelsen som der dengang var tale om et forsøg på at kriminalisere den faglige protest. Dette er kernen i hele sagen - og derfor er der ingen undskyldning for tavshed eller passivitet.
Alle kræfter, der er modstandere af Irak-krigen og af Danmark som krigs- og besættelsesmagt, må solidarisere sig med kampen for at få løsladt Lars og Rune! Alle anstændige mennesker, som ønsker, at Danmark skal være en slags retssamfund, bør hæve deres stemme nu. Lad 1. maj-dagen landet over vise protesten mod dette frontalangreb på fredsbevægelsen.
Se mere om sagen mod de to aktivister her
Malerkampagnen
Netavisen
30. april 2003