Af Klaus Riis
Allerførst skal det fastslås: Selvom Powell talte sandt på samtlige punkter i sin lange krigstale i FNs sikkerhedsråd den 5. februar, er det ikke nogen legitim begrundelse for at indlede en krig mod Irak.
Det vil være en krig i strid med FNs charter,
som forbyder en angrebskrig mod et land, som ikke udgør en direkte trussel
mod andre nationer. Irak truer ikke USA. Ikke truer ikke UK, Irak truer ikke Danmark.
Irak truer ingen af de tidligere østbloklande, som nu flokkes for at støtte
deres nye amerikanske patron.
En sådan krig, som Powell og hans regering
ønsker, vil stadig være kriminel i sig selv, i strid med international
lov. Den vil falde ind under krigsforbryderreglementet - ikke under begreberne
'retfærdig' eller 'legitim' krig. Heller ikke hvis den efter trusler, bestikkelse
og armvridning 'sanktioneres' af stormagterne i FNs Sikkerhedsråd.
Selve
den amerikanske hovedargumentation: at Saddam Husseins ødelagte, syge og
sultne Irak udgør en trussel mod verdensfreden, er simpelthen løgn.
Man
søger behændigt at fremstille Saddam som en anden Hitler: men Hitler
havde styrke til at udløse en verdenskrig, til at starte en aggressionskrig.
Saddam har ikke. Det er en afgørende forskel. At Saddam heller ikke som
'diktator' rangerer på linje med nazisten Hitler, men simpelthen indtager
sin plads i rækken af brutale mellemøstlige regimer, er en anden
kendsgerning, der får sammenligningen til at falde sammen.
Powells
tale var opreklameret verden over som en præsentation af 'fældende
beviser' mod Saddam. De fandtes imidlertid ikke. Det var en mere end tvivlsom
blanding af efterretningsmæssige indslag, blandet med angivelige personlige
vidner i form af afhopperes udsagn og spioner 'on the ground' i Irak, tilrettelagt
med henblik på dramatisk effekt i et forsøg på at gøre
den TV-transmitterede Sikkerhedsråds-session til en slags global folkedomstol
mod Saddam.
I en rigtig retssal ville 'beviserne' ikke holde et øjeblik
- hvis de kunne imødegås af et defensorat. Der ville straks blive
sået tvivl om hvert eneste éet - og i en retssag skal tvivlen komme
den anklagede til gode.
Powell påstod at Irak har mobile kemiske laboratorier,
der producerer masseødelæggelsesvåben. Chefvåbeninspektør
Hans
Blix tilbageviser dette.
Powell påstod at Irak fjernede materiale
før de uanmeldte våbeninspektioner. Hans Blix konstaterer, at der
ikke er belæg for at hævde det.
Powell påstod, at der
findes en klar forbindelse mellem Irak og Al Qaeda og at Irak huser terrorister.
Det er absurd. Det tilbagevises af mange
efterretningskilder, af de påståede links
mellem Irak og Al Qaeda selv - og af ren logik, som siger, at Irak ingen kontrol
har over det nordirakiske område, hvor en angivelig terroristtræningslejr
skal befinde sig. Historisk og politisk er det irakiske regime og Al Qaeda heller
ikke allierede, men fjender.
USA og Powell har intet at have deres krig
i. Den baseres på løgne og fabrikation. At den støttes af
lakajpolitikere og lakajpresse over hele verden ændrer intet.
Hvad der
er vigtigere endnu: Den gennemskues af folkene som det den er: krigsopvigleri
af Hitlertype.
Udløses krigen med det forventede massive bombardement
af Irak med katastrofale konsekvenser vil folkene kræve alle de ansvarlige
- fra Bush og Blair
til Sharon og Fogh - stillet til regnskab.
Netavisen 6. februar 2002