Tørklæder, hetz og rollemodeller  

Kommunistisk Politik 9, 2007

Racerenhedskrav og had 
præger altid de hellige - 
At leve er at glædes  
som én af så mange forskellige

Sådan skrev Carl Scharnberg i et af sine Uofficielle synspunkter. Det kunne godt have været en kommentar til de sorte folketingspræsters racistiske, islamofobiske felttog, hvor muslimske kvinders tørklæder sammenlignes med nazisternes hagekors.
 
Søren Krarup, Dansk Folkeparti:
-  Ligesom nazisterne mente, at alle fra en anden race skulle udryddes, mener islam, at alle, der er af en anden tro, skal omvendes, og det vil i sidste instans sige udryddes. 

Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti: 
- Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. … Alle muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere.  

Mogens Camre, Dansk Folkeparti: 
- Det er en syg idé og helt naturstridigt, at en fundamentalist med tørklæde skal være medlem af vores demokratiske parlament. Hun trænger til psykiatrisk behandling. Man må jo behandle den slags mennesker. Det er nogle hjernevaskede små stakler, som går med tørklæder. Skik følge eller land fly, så simpelt er det. Jo før hun rejser, jo bedre. 

Disse middelaldermørkemænd hjemsøger dansk politik med fundamentalistisk-religiøse og dybt anti-demokratiske holdninger, som hetzer mod folk af en anden tro og race. Der er ingen grundlæggende forskel mellem denne islamofobi og den nazistiske anti-semitisme. Den har til hensigt at sprede had og hetze, at skabe fjendskab mellem folk, at splitte på religiøs og etnisk basis. Det er pogromernes forspil – og det er halvofficiel dansk politik. Halvofficiel, fordi det  fascistoide Dansk Folkeparti er støtteparti for Fogh-regeringen og Søren Krarup som ordfører blandt andet anskuer og begrunder  angrebskrigen mod Irak således: 

- Jeg mener, og det til syvende og sidst er det perspektiv, det hele skal anskues under, at det er rigtigt, at vi her står over for "the clash of civilizations", dvs. civilisationernes sammenstød. Jeg mener, at denne krig i sidste ende handler om modsætningen mellem kristenhed og islam, mellem Vesten og islam, der som bekendt i mange, mange hundrede år har befundet sig i et misforhold til Vesten.

Fogh og hans ministre lægger undertiden en smule verbal afstand til de fascistoide partnere – uden at det har den ringeste konsekvens. Fremmedhad, racisme og religiøs intolerance og fundamentalisme er simpelthen en del af regeringsgrundlaget. 
Var der nogle standarder for etisk optræden for at være medlem af det danske folketing, ville de tre herrer ryge ud med et brag … 

Forunderligt nok er mørkemændenes personangreb på Asmaa Abdol-Hamid, som med sit tørklæde vil i folketinget for Enhedslisten, blevet fulgt op af en såkaldt ’kvindeaktivist’ og SF’er Nahid Riazi. Hun står ikke tilbage for nogen, hvad islamofobi eller personhetz angår: 

- I Danmark jubler nogen over en tildækkede islamisk fascists opstilling til folketingsvalget! Man jubler over en shariatilhænger og dermed tilhænger af kønsadskillelse, apartheid mod kvinder, stening af utro kvinder, henrettelse af homoseksuelle og de vantro(Kafar)! 

Men Asmaa er ikke religiøs fundamentalist; hun er ikke fascist. Hvorfor påstår Nahid Riazi det så? Forklaringen er den, at hun hører til de kræfter, som systematisk spreder had til islam – i den israelske zionismes tjeneste. Det er ufatteligt at hun kan være medlem af SF …

Der er ingen basis for kritik af Asmaa for at ville i folketinget med tørklæde. Hellere det end de sorte præster.  
Jørgen Arbo-Bæhr, MF for Enhedslisten, kalder Asmaa for en ’rollemodel i kampen for ligestilling’: 

- At Asmaa ønsker at vise, at man som muslimsk kvinde kan tage del i samfundslivet, og det endda i landets parlament, har større betydning for ligestillingen end dusinvis af erklæringer om ligestilling.  

Det er selvfølgelig en demokratisk ret at gå klædt i det tøj, man vil, også når det rummer et religiøst signal. Men det er mere progressivt at befri sig fra religionens mentale lænker og kaste dens symboler fra sig. Ingen religion peger mod social frigørelse eller ligestilling mellem kønnene. 
Asmaas ret til at bære tørklæde hvor hun vil, også i folketinget, skal ubetinget forsvares mod reaktionens angreb. Men det er absurd at gøre hende til en rollemodel for ligestilling. 

Netavisen 25. april 2007