Kapitalismens barbari og hykleri afsløres i hele sin grusomhed ved katastrofer som orkanen Katrina: De fattige overlades til at dø. Hundredtusinder vil være ramt i årevis. Af Klaus Riis
Kommunstisk Politik nr. 19
Kapitalismens barbari og hykleri afsløres i hele sin grusomhed ved katastrofer som orkanen Katrina: De fattige overlades til at dø. Hundredtusinder vil være ramt i årevis.
Omkring en halv million mennesker synliggjorde det amerikanske folks krav om at stoppe Irak-krigen da de belejrede Det Hvide Hus 24. september 2005
Under socialismen, som sætter mennesket i centrum, vil ofrene være langt mindre, og hele samfundet vil sætte ind på at hjælpe de overlevende til hurtigt at få en ny tilværelse. Jordskælv i Albanien f.eks. førte til, at de ramte i løbet af få måneder havde nye og bedre huse.
Bush, som har fået støtte på at love amerikanerne sikkerhed, havde ingen anden plan end at sætte militæret ind mod de fattigste, som søgte at overleve. Hans ratings er nu på det laveste niveau nogensinde.
Kapitalismen er i sig selv en naturkatastrofe, der findes ét middel mod: revolution.
Vreden mod kapitalismen – dens krige, barbari, brutalitet og elendighed – bygger sig op over hele verden i disse år. I visse situationer, og igen og igen, afsløres de kapitalistiske regimer i al deres nøgenhed.
Intet sted er nogen kapitalistisk regering sikret mod eller immun over for folkenes vrede. Heller ikke i Danmark, heller ikke Fogh-regeringen. Den selv og dens propagandister i medierne fortæller, at den er stærk, dygtig, nærmest urokkelig. Det er forkert. Regeringen er skrøbelig, dens politik er en fiasko, vreden mod den eksisterer – mod krigsdeltagelsen, mod terrorlove og udemokratiske tiltag, mod de stadig større sociale skel, dens hetz mod de fattigste, dens mangel på at skabe arbejdspladser osv.
Det store problem er, at vreden ikke organiseres, ikke gøres synlig, ikke kommer til klart udtryk i masseprotest. Det hænger ikke mindst sammen med den parlamentariske oppositions manglende vilje dertil, fordi også den frygter masserne. Regeringen kan sætte sin falske dagsorden – fordreje alle virkelige problemer – og medierne, oppositionen, LO-fagbevægelsen og ngo-systemet spiller med.
Masserne bliver ikke, eller kun lidt og forsigtigt, kaldt på gaden for at formulere krav som
Tropperne hjem NU!
Stop terrorlove og terrorhetz – Stop Big Brother-EU!
Forsvar retten til protest og de demokratiske rettigheder!
Skab tusinder af arbejdspladser! Genopbyg den offentlige sektor!
Sæt overførselsindkomsterne klækkeligt op!
Forkort arbejdstiden!
Osv.
Kun enkelte krav er rejst eller synliggjort. En mere samlet massekampsplatform eksisterer ikke – en situation, ikke mindst Enhedslisten profiterer på, mens den ikke tager det mindste skridt til at aktivere massebevægelsen, som den i stedet søger at koble på sin egen parlamentariske strategi.
Det er den store opgave for APK at arbejde for en sådan massebevægelses udvikling, der er uafhængig af den socialdemokratiske/reformistiske parlamentariske platform.
Det er med det perspektiv, at vi går ind i de vigtige konkrete kampe i en situation, hvor Fogh (og Bush og Blair) sætter dagsordenen: kampen mod den ulovlige krig, mod terrorhetzen og nye terrorlove (som skærpes i efteråret), mod EU’s Big Brother-tiltag og nyliberalistiske fremstød, finanslov, kommunalreform, kommunalvalg …
Netavisen 30. september 2005