Katastrofen i Det indiske Ocean: Over 100.000 døde

Af Klaus Riis

Det står nu klart at der kan være over 100.000 dødsofre for flodbølgen i Det indiske Ocean, der på få minutter udslettede store strækninger i en lang række lande fra Indonesien, Thailand, Indien og Sri Lanka til Somalia i Afrika. Titusinder kunne have været reddet.

Den første atombombe over Hiroshima udslettede 70.000 menneskeliv. Det samme antal døde af bestråling i løbet af de næste fem år. Tsunami-katastrofen i Det Indiske Ocean kan have krævet det samme antal ofre. Alene i Indonesien frygtes 80.000 at være dræbt. Det samlede antal liv, der blev udslettet på få minutter, kan være langt over 100.000.
Det gør katastrofen i det, danskerne kender som et turistparadis - men som er hjem for millioner af verdens fattigste fiskerbefolkninger - til en af de største naturkatastrofer nogensinde.

Det 20. århundrede så kun to af et sådant omfang: Jordskælvet i Tokyo i 1923, der kostede 142.807
mennesker livet, og jordskælvet i Tangshan-provinsen i Kina i 1976 med 290.000 dødsofre.

Det 21. århundredes første årti vil gå over i den globale erindring som krigenes og katastrofernes årti: Krigen mod terror, i Afghanistan, i Irak med hundredtusinder af dræbte - og med naturkatastrofer af ufatteligt omfang som jordskælvet i Bhuj i Indien i 2001 med 13.000 omkomne, byen Bam i Iran i 2003, der blev jævnet med jorden og hvor 40.000 mennesker døde og nu tsumani'en - flodbølgen der udløstes af et jordskælv af størrelse 9 på Richterskalaen i Det Indiske Ocean den sidste søndag i 2004.

Tsumani-katastrofen berører en lang række lande. Den internationale turisme betyder, at der også er et stort antal døde europæere og nordamerikanere. Et af de mest populære turistmål for skandinaver - Thailands kyst - blev ramt hårdt. På nuværende tidspunkt savnes mere end 2000 svenskere, nordmænd, danskere og andre skandinaver - og tallene for døde nordboere vil vokse stærkt i den nærmeste tid. Den svenske statsminister har forberedt landet på en national katastrofe. Også Danmark vil blive dybt berørt.

For de ramte lande vil katastrofen få vidtgående følger. Meget store kyststrækninger er totalt ødelagt - i nogle områder er infrastrukturen simpelthen væk. Det har betydning ikke bare for det øjeblikkelige nødhjælpsarbejde og forsøgene på at hindre spredningen af epidemier og sygdomme, der truer med at koste nye titusinder livet. Det har umiddelbart betydet at millioner er blevet hjemløse og har mistet deres eksistensgrundlag. 5 millioner har umiddelbart brug for basale overlevelsesfornødenheder, vurderer FN. De to vigtigste erhverv i mange af disse lande: fiskeri og turisme vil være skadet på lang sigt.

Mange spørgsmål rejser sig i forhold til denne internationale katastrofe. Ikke mindst hvordan den i vor tid med dens avancerede kommunikationsteknologi kunne få et sådant omfang, som den har fået. Allerede i de første dage efter flodbølgen stod det klart, at advarsler, der kunne have reddet mange menneskeliv, ikke blev givet. En time før flodbølgen raserede Khao Lak i Thailand besluttede thailandske eksperter ikke at varsle - af hensyn til turismen!

Se
Katastrofe-advarsel blev hemmeligholdt

Endnu mere grundlæggende: Hvorfor var der ikke etableret et varslingssystem for tsunami'er for hele området før katastrofen? Det kunne være etableret billigt - mindre end 2 millioner kroner - og reddet titusinder af liv. Videnskabsmænd og internationale institutioner har i årevis foreslået netop dette. Så sent som i juni i år konkluderede et ekspertmøde i FNs Oceanografiske Kommission at 'Det Indiske Ocean står i betydelig fare fra både lokale og fjent opståede tunami'er' og burde have et varslingssystem. Men der blev ikke skredet til handling.

Forklaringen på denne internationale forsømmelighed er især, at den ledende supermagt USA og dens allierede har været fuldstændig fokuserede på den såkaldte 'krig mod terror' siden 11. september 2001. Ikke millioner, men hundreder af milliarder kroner har været brugt på aggressionskrige og såkaldt terrorberedskab. De mindre end 3000 døde i USA den septemberdag blegner i forhold til de menneskelige omkostninger ved naturkatastrofer, hvis omkostninger kunne reduceres meget betydeligt for små beløb.
Den såkaldte terrortrussel er i virkeligheden langt mindre end faren for naturkatastrofer - også i det 21. århundrede.

Se udtalelsen fra International Action Center
The Role of U.S. Criminal Negligence on a Global Scale
Casualties of a policy of war, negligence, and corporate greed

Det forholder sig heller ikke sådan, at jordskælvet og tsunami'en i Det Indiske Ocean ramte alle uforberedt. USA vidste god besked: Den amerikanske hær og det amerikanske udenrigsministerium var advaret. Den amerikanske flådebase på øen Diego Garcia i Det Indiske Ocean var sat i beredskab.
Der fandtes også et internationalt organ - International Coordination Group for the Tsunami Warning System - der bl.a. omfattede Thailand, Singapore and Indonesien. Men det viste sig ikke at fungere. USA undlod at advare alle de berørte nationer ved Det Indiske Hav, mens det faktisk advarede sine nære allierede Australien og Indonesien.

Se den canadiske professor Michel Chossudovskys redegørelse og spørgsmål
Foreknowledge of A Natural Disaster:
Washington was aware that a deadly Tidal Wave was building up in the Indian Ocean

Katastrofen i Det Indiske Ocean var ikke menneskeskabt. Men dets omfang og ødelæggende konsekvenser kunne være reduceret i meget væsentlig grad. Titusinder og atter titusinder af menneskeliv kunne være reddet.

Tsunami-katastrofen har vakt global bestyrtelse og skabt en stor vilje til at hjælpe ofrene. Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at under kapitalismen er det de fattige ofre, der rammes hårdest og glemmes hurtigst. Det er dem, der skal leve videre i ruinerne, hjemløse og uden eksistensmidler, når de døde og levende turister er fløjet hjem eller begravet.

USA har stillet sig i spidsen for en global hjælpeindsats i forhold til katastrofen, meddeles det. Det betyder, at den kriminelle forsømmelighed vil blive glemt - og at katastrofen vil blive glemt, når Bush & Co. vender tilbage til sin normale dagsorden: militarisering og krig.

Netavisen 30. december 2004