1972
2007
1972
2007
Den 2. oktober 1972 stemte danskerne ja til medlemskab af EØF – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, eller ’Fællesmarkedet’, som det blev kaldt. 35 år senere står folk på gaderne i protest den massive velfærdsslagtning, som er fulgt efter.
Der er gået en halv menneskealder, præcis 35 år, siden den første folkeafstemning blev gennemført. 63,4 pct. sagde ja, 36,6 pct. nej. Fra 1. januar 1973 var Danmark medlem af de europæiske monopolers klub.
Resultatet ses på gaderne 35 år senere i form af masseprotesterne mod den fortsatte velfærdsslagtning. For medlemskabet af det nyliberale projekt for en ’stadig tættere union’ har først og fremmest betydet en massiv tilbageskæring af den offentlige sektor og af de velfærdsydelser, de arbejdende har tilkæmpet sig, samt en i moderne tid uset omfordeling af midler fra fattige til rige.
Dårligere skoler og uddannelsesinstitutioner, ringere social- og sundhedsvæsen, nedslidt infrastruktur – det er alt sammen konsekvenser af unionens neoliberale politik og beslutninger, som de skiftende åbent borgerlige og socialdemokratisk ledte regeringer trofast har gennemført, med et foreløbigt lavpunkt med Fogh Rasmussens asociale krigsgalehus, siden han kom til magten efter 11. september 2001.
Fogh-regeringen påstår med en løgn, der i størrelse nærmer sig løgnen om Iraks masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som krigspåskud, at der ikke er skåret ned på velfærden – selvom alle ser og oplever det offentlige og sociale forfald, hvor man vender sig.
Suverænitetstabet – eller rettere sagt: overdragelsen af dansk selvbestemmelse til EU’s overnationale strukturer – er massivt. Ikke mindst med hensyn til den grundlæggende styring af samfundsøkonomien. Den europæiske Union konstrueres på en fælles nyliberal økonomisk basis, som pr. automatik forringer velfærden og favoriserer kapitalen på de arbejdendes bekostning.
Da Unionen endnu ikke er fuldt udbygget – og unionsforfatningen i første omgang faldt på grund af den massive folkelige modstand i Holland og Frankrig – har Danmark fortsat et vist selvstændigt udenrigspolitisk spillerum. Det er af Fogh-regeringen blevet deponeret i George Bush’s Hvide Hus i form af blind deltagelse i ’krigen mod terror’, som er et påskud for global imperialistisk og kolonialistisk aggression.
Det demokratiske underskud i Unionen manifesterer sig igen og igen – senest ved at den reviderede forfatningstraktat skal køres igennem af de herskende uden at spørge nogle af medlemslandenes befolkninger ved folkeafstemninger. Risikoen for et folkeligt Nej er stor – og både i Holland, UK og i Danmark går regeringslederne imod folkeafstemninger, idet de påberåber sig, at der ikke er tale om en forfatning, men blot en mindre traktat, som imødekommer alle deres ønsker.
Derfor er EU-modstanden i alle de europæiske lande i gang med eller ved at forberede kampagner med krav om folkeafstemninger om den ny unionstraktat, som forventes besluttet af regeringslederne senere i denne måned.
På grund af den socialdemokratiske parti- og fagtops greb om de store demonstrationer ved folketingets åbning nævnes den nyliberale europæiske union ikke med et ord i de officielle arrangementer. Også her skal sporene efter forbrydelsen slettes eller tildækkes.
Men når ansvaret for velfærdsslagtning og –forfald skal placeres kan man ikke komme udenom snart 35 års medlemskab af monopolernes EU.
Se også
Ommeren: Det fornyede traktatgrundlag
Netavisen 2. oktober 2007