Af Kommunistisk Politik
KP 5, 2005
Folketingets EU-oplysning har udsendt en diger bog på 416 sider: 'Traktat om en forfatning for Europa". Også kaldet 'unionsforfatningen', 'EU-grundloven' eller 'Forfatningstraktaten'. Det er den, der skal til folkeafstemning i Danmark tirsdag den 27. september.
Danmark
bliver land nummer seks, der stemmer om unionsforfatningen. Spanien kom først;
der var et ja givet på forhånd. Det blev da også til et stort
ja (om end mindre end beregnet) efter en demokratisk farce, hvor modstanden ikke
fik skyggen af en chance for at komme til orde i valgkampen.
Forfatningsmodstand Spanien
Portugal, Frankrig, Holland og Luxembourg afholder
folkeafstemninger i løbet af foråret. Polen også en gang i
efteråret, irerne til vinter. UK følger efter i 2006, mens Tjekkiet
kommer sidst. I de øvrige 15 lande bliver der ikke gennemført folkeafstemninger
om forfatningen for Europas Forenede Stater, som står over deres nationale
grundlove!
Eller som det hedder i Artikel 1-6:
"Forfatningen
og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de
beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes
ret."
Der står det, klart og uden omsvøb. De
danske EU-politikere og deres embedsmænd er opfindsomme, når det gælder
om at finde på danske oversættelser, der skal tilsløre indholdet
af begreberne: De kalder den 'forfatningstraktaten' for at skabe indtryk af, at
det blot drejer sig om endnu en traktat i den lange række af unionsdokumenter.
Det er den ikke: Den er forfatningen for en europæisk stat, som Danmark
bliver en delstat i - grundloven for Europas Forenede Stater, overordnet den danske
delstatsgrundlov.
De danske modstandere af unionsforfatningen foreslog,
at den danske folkeafstemning blev afholdt samtidig med den britiske. Det var
der masser af gode grunde til, men det blev afvist af det store fællesskab
af unionspartier.
Da SF blev indlemmet i den samlede parlamentariske front
sidste år, var vejen efter regeringens og regeringsalternativets (det er
S og R) opfattelse banet for et ja og en taktisk valgt afstemningsdato.
Det
forventede danske ja skal styrke unionstilhængersiden i Storbritannien,
hvor der findes en udbredt skepsis over for projektet.
De danske unionstilhængerpartier
lagde så stor vægt på at få SF (hvis ledelse var mere
end villig) til at gå med i Ja-kampagnen, fordi det efter deres opfattelse
øger chancen for et ja betydeligt, ikke mindst blandt arbejdere og unge,
og fordi oppositionen i folketinget ville blive reduceret til de to 'yderfløje'
i form af Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
Nu har tilhængerpartierne
fastsat afstemningsdatoen - og de vil også fastlægge rammerne for
det kommende halve års kamp, og det selvfølgelig på en måde,
der ikke øger 'risikoen' for et nej. Nej-siden vil blive stærkt underrepræsenteret
i medierne, ikke mindst de to folkelige bevægelser Junibevægelsen
og Folkebevægelsen mod EU, som er valgt til EU-parlamentet.
Man
har heller ikke til hensigt at følge unionsmodstandernes råd, f.eks.
at udsende et eksemplar af det, der skal stemmes om - EU-forfatningen - til alle
danske vælgere.
De kan jo risikere, at vælgerne finder ud af,
hvad det er, det handler om.
Med en vis personlig indsats kan man imidlertid godt anskaffe sig traktaten på dansk, tilmed gratis. Den er udgivet af Folketingets EU-oplysning.
Opbygning, omfang, 'stil'
Et af argumenterne,
der for nogle år siden i debatten blev fremført for, hvorfor der
overhovedet skal være en forfatning for unionen, vil også huske, at
det var fordi en sådan forfatningstekst ville være nem og overskuelig,
og den skulle helt erstatte alle de hidtidige tommetykke dokumenter.
Det
må siges at være en sandhed med modifikationer. Selve forfatningsteksten
på dansk fylder 300 sider, delt i fire hoveddele: Del I (44 sider) er de
almindelige forfatningsbestemmelser, Del II rummer 'Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder' (18 sider), Del III 'Unionens
politikker og funktionsmåde' (214 sider) og Del IV 'Almindelige og
afsluttende bestemmelser' (9 sider).
Dertil kommer, at
"Protokollerne
og bilagene til denne traktat udgør en integrerende del af denne."
Artikel IV-442.
Disse protokoller og bilag udgør et helt bibliotek.
Den danske udgave af unionsforfatningen gengiver 9 af en liste på 36 protokoller,
især dem, der specifikt vedrører Danmarks forhold. Desuden foreligger
der en lang række erklæringer til tolkning og uddybning eller modsigelse
af forfatningens bestemmelser, hvoraf enkelte gengives.
Forfatningen
er skrevet i et kompakt, undertiden decideret snørklet juridisk sprog,
og ofte i et tvetydigt politisk sprog, der åbner for tolkninger. Når
det bliver klart og forståeligt, drejer det sig i reglen om smukke fraser,
demagogiske løfter og fine hensigtserklæringer.
Demagogsprog:
"Unionen
bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed,
frihed, demokrati, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder
for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles
værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling,
tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd."
Artikel
1-2 ('Unionens værdier').
I alle borgerlige forfatninger bliver de
smukke fraser om folkets rettigheder dementeret af andre paragraffer, der modsiger
dem. Forfatningen for den kapitalistiske superstat EU udgør ingen undtagelse.
I
den følgende artikel 1-3 ('Unionens mål') smugles den afgørende
erklæring til dementi af alle de smukke hensigtserklæringer sig ind
- lige præcis som et underordnet led i en sætningskæde. Den
første sætning her lyder:
"Unionen
arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret
økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi
med høj konkurrenceevne (KP's udhævning), hvor der tilstræbes
fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse
og forbedring af miljøkvaliteten."
Koden er 'markedsøkonomi
med høj konkurrenceevne'. En højeffektiv kapitalistisk økonomi.
'Social' er pynt. Det er den virkelige og egentligste drivkraft bag hele unionsprojektet,
skjult i en bisætning. Til gengæld er en meget stor portion af Del
III i unionsforfatningen en konkret anvisning på den højeffektive
kapitalistiske økonomi, det detaljerede forfatningsfæstede nyliberalistiske
projekt.
Den højeffektive markedsøkonomi, som i konkret form
i 2010 skal gøre EU til verdens mest 'konkurrencedygtige økonomi',
er garantien for, at de smukke løfter i de foregående paragraffer
ikke vil blive virkeliggjort i monopolernes EU. Den er i kraft af sine egne objektive
love en garanti for, at der vil være og blive stadig dybere skel mellem
menneskene i unionen, mellem rig og fattig, besiddende og besiddelsesløse,
udbyttere og udbyttede. Og en garanti for voksende forskel og forskelsbehandling
mellem samfundsmedlemmerne, mellem kønnene, mellem etniske grupper osv.
I
den 'sociale markedsøkonomi' vokser hæren af arbejdsløse
og udstødte. Reallønnen falder, og fattigdommen i bunden stiger.
Det vil altid gå ud over de svageste, over de 'svageste' mænd, 'det
svage køn', de fattiges børn.
Er disse formuleringer eksempler
på den demagogiske løftepolitik og det tvetydige politikersprog
i forfatningen, så må det følgende række som et eksempel
på den ustyrlige bureaukratjuridiske jargon. (Artikel III-128: 'Sprog'):
"Enhver
unionsborger har i medfør af artikel 1-10, stk. 2, litra d), ret til at
henvende sig til institutionerne eller organerne på de sprog, der er opregnet
i artikel IV-448,stk. 1, og få svar på samme sprog. De institutioner
og organer, der er omfattet af artikel I-10, stk. 2, litra d), er de i artikel
1-19, stk. 1., andet afsnit, artikel I-30, I-31 og I-32 opregnede institutioner
og organer samt Den Europæiske Ombudsmand".
Det er da
klar snak, som det såmænd kun kræver en juridisk embedseksamen
eller lignende akademisk uddannelse at finde rede i. Det er m.a.o. ikke meningen,
at almindelige folk skal kunne hitte ud af det.
Her er vi ovre i den teknisk-juridiske
afdeling, som folk ikke skal blande sig i. Det er imidlertid den, som er den konkrete
substans i hele forfatningen. Det er disse politikker, institutioner, procedurer
og regler, som udgør den konkrete statsdannelse og dens bestemmelser, lovgyldige
og overordnede for enhver unionsborger uanset nationalitet.
Miltærstat EU
Den
Europæiske Union er allerede en kapitalistisk superstat med sine egne organismer
og sit eget bureaukrati. Men unionsforfatningen lægger nogle nye sten til
bygningen.
Det er velkendt, at EU skal have sin egen præsident,
der ikke må kaldes præsident og ikke er på folkevalg. Han hedder
'Europa-Kommissionens formand'. Samtidig vil der også være
en Formand for 'Det europæiske råd' (ministerrådet),
der ikke har noget 'nationalt embede'.
Til gengæld får EU en udenrigsminister,
der skal varetage unionens 'fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik'.
Det
er ikke mindst på dette område, at unionsforfatningen åbner
for store nye skridt i opbygningen af EU som en ny global supermagt: Den globale
militære supermagt EU står på dagsordenen.
Artikel I-41:
"1.
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del
af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel
kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan
anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik
på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale
sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen
af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.
2.
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af
en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles
forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer
afgørelse herom."
Unionsforfatningen forpligter medlemslandene
til øget oprustning og opretter et særligt organ for at fremme militariseringen
af unionen som helhed frem mod Europahæren. Fra Artikel I-41, stk. 3:
"Medlemsstaterne
forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. Der oprettes
et europæisk agentur for udvikling af forsvarskapaciteter, forskning, anskaffelse
og forsvarsmateriel (Det Europæiske Forsvarsagentur), der skal klarlægge
de operationelle behov, fremme foranstaltninger til opfyldelse heraf, bidrage
til at påpege og eventuelt iværksætte alle hensigtsmæssige
foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske
basis, deltage i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik
samt bistå Rådet med at evaluere forbedringen af den militære
kapacitet."
Siden Romtraktaten (der trådte i kraft i
1958, og som nu afløses af unionsforfatningen) har flere EU-lande ført
masser af krige langt fra deres egne lande. Frankrig i Algeriet og Afrika, UK
mod talrige lande, herunder mod Argentina (Falklandskrigen), og Danmark på
slæb efter Bush i krigen mod terror og Irak. Alle unionslandene støttede
Golfkrigen i 1990 og NATO's aggressionskrig mod Jugoslavien i 1999. I Afghanistan
er de fleste på banen. For første gang siden 2. verdenskrig har Tyskland
væbnede tropper i aktion uden for sine egne grænser.
Nu skal
det ikke være EU's stormagter, der fører sine egne krige længere,
eller EU-landene på slæb efter USA. Unionen skal føre sine
egne krige - til gavn for de europæiske monopoler og for Unionens geopolitiske
interesser.
Det efterlader unionsforfatningen ingen som helst tvivl om.
Bogen
anbefales til almindelig kritisk læsning. Ud over læseoplevelsen savner
den ikke informationsværdi. Vidste du f.eks., at 'Europadagen
fejres den 9. maj overalt i Unionen' , og at 'Unionens
motto er: Forenet i mangfoldighed"?!
PS!
Folketingets
EU-oplysning mener at det er vigtigt for folk at kende de danske unionspolitikeres
holdning til traktaten. Derfor optrykkes 'Politisk aftale mellem Regeringen,
Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om Danmark
i det udvidede EU' som bilag 3 i bogen. Der er ingen bilag fra eller om Nej-siden.
Netavisen 3. marts 2005